De tider er kommet, hvor snart sagt hver dag, her uge og måned – og hvert år har sit tema og budskab, som vi mere eller mindre kan forpligte os til at forholde os til.

Et ”Sangens år” – ja, hvorfor ikke? For mig bringer det minder frem fra min barndoms skoletid, hvor det var en selvfølge at have ”sang” på skoleskemaet. Ikke fordi vi som sådan skulle lære at synge; men mere fordi vi skulle lære de traditionelle danske sange at kende – og meget gerne kunne dem udenad. Ingen tvivl om, at disse timer også skabte en indre frihed og glæde og et godt fællesskab os klasse- og sangkammerater imellem.

Det faldt mig rimelig let at lære disse mundrette tekster, og inden stemmen gik i overgang, sang jeg vist ganske godt. Siden er der mange, der har ment, at jeg gjorde bedst i bare at lade som om, jeg synger med …hvilket slet ikke er så let, når nu sang giver en/mig en rigtig god og positiv fornemmelse.

Jeg husker vores gamle lærer knyttede mange kommentarer til de enkelte sange, således at vi faktisk fik en hel del historie med oven i købet – og det gjorde vel nok, at sangene blev interessante. Melodierne var jo sjældent særlig udfordrende … Men det var vel et godt forsøg på at integrere sangen med fag som dansk og historie.

Senere i de ældste klasser ændrede faget ”sang” sig til noget trættende og uinteressant for os teenagere – i hvert fald for mig, der havde lidt vanskeligt ved at se ideen i at skulle involvere mig i jazzens historie – og endnu værre i operaernes ditto. Men alligevel lærte jeg da en hel del – men lærerens pædagogiske styrke bestod for mig i et alvorligt knæk: Han ville engang finde ud af, hvor godt vi hver især sang – og fra den time husker jeg kun, at jeg af en eller anden uransagelig grund skulle synge ”Dejlig er den himmelblå” en solfyldt efterårsdag; men inden jeg var færdig med første vers, sagde læreren tak med en bemærkning om, at han aldrig havde hørt magen til underlige melodi og fremførelse…og det var så det.

Da jeg blev ældre og fik ”rigtige” venner, som ofte fandt frem til adskillelige grunde til at mødes med mad, øl og vin som gode igangsættere, sang vi – og vi sang rigtig meget og rigtig længe og rigtig højt. Der gik altid rundesang i den og vort hjemlands mest vemodige sange + de frække og dem med sub-kendte tekster blev skrålet i en uendelighed – for blot at blive taget op igen ved næste fest, og næste igen … o.sv.

- Og enkelte engelsksprogede sange vandt også indpas: ”We shall overcome”, ”Yesterday”, ”Blowing in the Wind” etc…

På det arbejdsmæssige plan indskrænkede syngeriet sig kun til hjemmelavede sange til julefrokosterne – og til morgensangen på Den Kommunale Højskole i Grenaa, som jeg ofte besøgte i embeds medfør.

Hertil kom så alle familiefesterne, hvor de hjemmelavede fra at være ikke-eksisterende i min barndom ret hurtig blev og er en fast bestanddel af de festlige indslag ved enhver familie- og venne-begivenhed. – Og noget mere dansk skal man nok lede længe efter.

Men-men, hvor ofte har jeg og mange andre ikke siddet med krympede tæer og sunget med på ubehjælpsomme rim og mærkelige ordstillinger til ”I en kælder…” ”I skoven skulle…” ”Kantinka…” og andre gode, rare velkendte sange. – Men heldigvis er det jo kun de færreste, der begår massakre på vores smukke danske sprog. Det kan faktisk godt lade sig gøre at skrive et ordentligt dansk til festlige lejligheder.

Det at synge sammen – fællessangen – tror jeg, er noget oprindeligt folkeligt, om end ikke opfundet i Danmark, så dog med en stærk rod i vores kultur – som også i andre kultures. – Noget oprigtigt, noget der gør os glade og stemningsløftede i et fællesskab, der huskes og styrker.

Har vi da glemt at synge sammen her i landet … ja, jeg tror det (bortset fra familiefesternes hjemmelavede). Eller rettere, fællesang på dansk er ikke lige på uddannelsesinstitutionernes og andres repertoire. - Ser man fx i aftenskolernes kataloger, så er sang ikke den folkelige og nærværende danske fællessang. Nej, man skal kunne synge både rent og korrekt, og så kan man gå til korsang …Det er fint nok, men hvad med alle os andre – og mon ikke vi er de fleste – skal vi blot gå og synge for os selv?

Der skrives og komponeres stadig mange sange, på dansk, som handler om os danske og landet vi bor i – men de er ikke altid lige lette at få fat i – og oftest findes de ikke i de gængse pladebutikker. Her må man lede efter dem på nettet – og fx tage et kig på www.sangvaerkstedet.dk

Tidligere kunne vi få hjælp i Danmarks Radios populær-programmer med masser af folkelige danske viser og sange – og så kunne vi skråle med på dem. Dette er ikke finkultur i dagens Dannevang – og dermed er den slags hygge dømt ude. – Og sådan var det også i 1960’erne og 70’erne, da man talte om den engelske bølge (som jo, som også i dag, var en ren tsunami).

Lokalradioerne har efterhånden fået flere til at lytte – men også her er det US-dum-dum-bom lyde, der har taget over de fleste steder. Og på den måde ensretter man og internationaliserer man Danmark;-((( - således at man musikmæssigt ikke behøver at tænke på, hvor i verden man befinder sig .. det er det samme både her og der …stort set. Multinational musiksmag, det er det, der kan tjenes mest på – og PR-maskinerne kører de unge i samme retning overalt. – Måske er det godt – måske er det knap så godt?

Men det er på en måde forståeligt, at mange danske sangsolister og bands bruger deres skoleengelsk på deres cd’er. Det synes som et must for at blive spillet i DR-maskinen – men langt de fleste drukner jo i de angelsaksiske overflods-CD-have. Lidt forstemmende er det at høre, at det er lettere at skrive og synge på engelsk end på dansk --- jaja, det er jo godt at kende sine begrænsninger! – Og kan det mon være de danske skoler, der har været inde over med denne opdragelse/opfattelse….???

Men jeg tror dog, at vi ved at synge lidt mere – på kulturtraditionel dansk – kan hjælpe os selv til en klarere forståelse, både for egen kultur og for andres kulturer – og dermed gøre en større og mere positiv indsats for integrationen – alt taget i betragtning. – Og dermed også skabe større respekt for Danmark og danske kulturbærere … overalt i verden. Det danske er trængt; men sangen kan gøre det fyldigt og stærkt – igen!

Vær velkommen ”Sangens år” – også til os sangglade, der ikke har så mange toner i livet!

Med venlig hilsen

Kurt Bønnerup
sangtekstforfatter
www.sangvaerkstedet.dk