MusikKrogen Pladeselskab CD-producent Webdesign |
Gratisprincippet på internettet.
Politiken Internettillægget skriver i dag om gratisprincippet på nettet. Debatten er startet bl.a. af portalen Jubii.dk ,der foreslår en brugerbetalingsmodel, hvor teleselskaberne skal bidrage med finansiering af de portaler, som genererer mest trafik på nettet til gavn for teleselskaberne.
Det er vigtigt at få denne debat i Danmark nu, hvor mange internetvirksomheder bukker under på grund af pengemangel og må fyre deres unge medarbejdere. Men der har været mange følelsesladede kommentarer i debatten, som jo ikke kan bruges til noget som helst. Skal vi udvikle nettet videre er det nødvendig med en mere saglig debat.
Jeg tror, det er vigtigt at se den fortsatte udvikling af nettet uafhængig af den dot.com bølge, som brækkede over i foråret 2000 med kraftige kursfald på internetaktierne og derefter også på teknologiaktier, som jo havde deres vækst i kraft af internetvirksomhederne.
En igangværende virksomhed arbejder udfra nogle planer og nogle mål, og uanset aktiekursen på deres aktier, som jo altid vil gå op og ned, forfølger de deres mål så længe det er muligt at finansiere driften. Man skal tro på sine ideer.
Indenfor musikken producerer man også den musik, man kan lide, uanset om man kan sælge den eller ej. Den sande kunstner laver sine produkter, fordi man ikke kan lade være. Kommer der en succes og falder der penge af ind imellem, er det jo bare herligt.
Webdesignere, som laver hjemmesiderne er jo også kunstnere, der udtrykker sig på nettet. De er nødt til at være besjælet af den samme idealisme, som ægte kunstnere arbejder ud fra. Derfor vil nettets udvikling også gå meget hurtigt videre, fordi der altid vil være nogle, der vil skabe noget nyt, selv om nogle falder fra.
Ophøret af de mange internetvirksomheder behøver derfor ikke at stoppe udviklingen af internettet.
Linux er jo et berømt eksempel på et styresystem, som er blevet til som græsrodsbevægelse.
Friheden på nettet er en af hovedhjørnestenene, og derfor er det jo ikke så rart at se på de mange opkøb(fusioner) af virksomheder. Hvis for mange danske IT-virksomheder bliver opkøbt af udenlandske interesser, bliver det meget svært at realisere Poul Nyrups vision om Danmark som IT-nation nummer 1.
Vi har hverken størrelse, penge eller kreativitet til at gennemføre dette. Mange af de bedste kreative hoveder forlader Danmark og bosætter sig i de miljøer, hvor udviklingen går meget hurtigere. Det er ikke let at skabe et Silicon Valley miljø. Lad os håbe, at vi kan skabe et Medicon Valley i Ørestaden i stedet, som jo er en vision.
Men Danmark skal selvfølgelig fortsætte med at udvikle sin befolkning mest muligt indenfor IT områderne. Der er jo mange glimrende IT rationaliserings værktøjer, som kan medvirke til at tune de danske virksomheder op, så produktiviteten kan øges og skabe øget vækst.
Men at skabe interessant og kreativt indhold på nettet bliver svært for danske internetvirksomheder. Og her skal man tænke på, at kunderne skal være interesseret i at betale for ydelserne. De store amerikanske virksomheder råder over meget større ressourcer, og derfor vil amerikansk kultur også bemægtige sig nettet, ligesom det er sket på film og i TV. Filmindustrien i Hollywood er jo ikke nem at hamle op med.
Men på trods af de hårde odds, må lille Danmark kæmpe videre for at skabe sin egen frie version af internettet for at bevare sin identitet.
Venlig hilsen
Per Krogen