Big Fat Snake’s tropiske eventyr
Tropiske regnskyl og strømafbrydelser var med til at
sætte kolorit på indspilningen af Big Fat Snake’s
nye album, ”More Fire”. Hovedparten af pladen er indspillet
under palmerne i Charlotteville på tropeøen Tobago.
Resultatet er et iørefaldende Big Fat Snake rockalbum
af den sædvanlige høje standard.
Af Peter Hartung
Der skulle intet mindre end et tropisk eventyr til, da Danmarks
populæreste rockband skulle indspille et nyt album – som
opfølger til megasuccesen ”One Night Of Sin”, der har
rundet et imponerende salg på 100.000 eksemplarer.
Når Big Fat Snake den 9. august udsender sit 13. album
på blot 13 år, er det første gang, at hovedparten
af materialet er indspillet i udlandet. Albummet får titlen
”More Fire”, som er direkte knyttet til den tropiske ø
Tobago i Caribien, hvor otte af de nye numre er indspillet –
under åben himmel, tæt ved strandkanten, i Charlotteville.
”Albummets titel er opstået på grund af den lokale
hilsen på Tobago. Man trykker knytnæver og siger
”More Fire”. Det synes vi er ret godt, for det kan tydes på
mange måder. Noget med lejrbål og stemning, samtidig
med at titlen kan referere tilbage til albummet ”Flames”, som
vi udsendte for nogle år siden,” forklarer forsanger/guitarist
Anders Blichfeldt.
Otte af de nye numre er indspillet udendørs på
tropeøen, hvor Big Fat Snake stillede instrumenterne
op på en åben terrasse under solen og palmerne.
Så trak man nogle ledninger ind i hytten, hvor lydteknikeren
sad med computer og lydanlæg.
”Vi stillede et par mikrofoner op nede ved vandkanten, så
man kan høre bølgernes skvulpen midt i musikken.
Og hvis man desuden kan høre nogle underlige bump, så
skyldes det, at der hele tiden faldt store frugter ned fra træerne
og ramte bliktaget på hytten. Desuden var der ofte strømafbrydelser,
som forstyrrede optagelserne,” fortæller Big Fat Snake.
De resterende numre på pladen er optaget i Media Sounds
Studio på Amager, og samlet er ”More Fire” et helstøbt
Big Fat Snake album.
Tropisk stemning
Det var i efteråret 2003, at de danske musikere fra Big
Fat Snake pakkede mange hundrede kilo instrumenter og et transportabelt
lydstudie ned i kufferterne og fløj fra det kolde nord
til det varme Caribien og Charlotteville, der befinder sig i
den fjerne ende af øen.
Anders Blichfeldt, Peter Viskinde, Peter Repete, Asger Steenholdt
samt Jens Fredslund tog ikke blot deres grej, men også
teknikere med til svedigt arbejde under palmernes skygger.
”Vi ville gerne prøve noget nyt. Og så skulle vi
finde et sted, der var tilpas langt væk fra Danmark,”
som guitaristen Peter Viskinde udtrykker det. Rent faktisk var
det ham, der kendte Charlotteville og Tobago fra et besøg
fem år tidligere.
Øen er præget af reggae og rastafari. Big Fat Snake
forsikre dog at gruppen ”ikke har indspillet en plade med etnisk
musik” – men lavet et typisk Big Fat Snake album med lige dele
ballader og iørefaldende rocknumre, sådan som titusindvis
af danske fans har sat pris på gennem 13 år.
Så selv om de danske musikere en aften jammede med et
lokalt steelband, kommer resultatet ikke med på den nye
plade – men betragtes som et lykkeligt minde fra turen.
”Hvis man lytter grundigt efter, er der måske alligevel
en lille snert af musikalsk påvirkning fra omgivelserne.
Vi blev i hvert fald påvirket af varmen, og når
man er i troperne, bliver man nødt til at bevæge
armene lidt langsommere end normalt,” forklarer Peter Viskinde.
”Men det nytter altså ikke noget, at vi indspiller en
reggae-plade. Det har vi slet ikke lyst til, og det kan vi nok
heller ikke,” supplerer Anders Blichfeldt.
”Bob Marley lå og lurede i baggrunden, men det er vist
alligevel endt med at blive meget Big Fat Snake-agtigt. Vi kan
vist kun lyde som os selv,” mener Pete Repete.
Blichfeldt som crooner
Big Fat Snake drog til Caribien med masser af selvtillid. Takket
være den store succes med koncertalbummet ”One Night Of
Sin”, der er indspillet live – i selskab med det originale Elvis
Presley-orkester TCB Band samt de legendariske Sweet Inspirations
sangerinder.
På pladen og den tilhørende video/DVD-udgivelse
kan man opleve, hvordan Big Fat Snake’s forsanger, Anders Blichfeldt,
virkelig træder i karakter som crooner – i kølvandet
på forbilleder som Roy Orbison og Elvis Presley.
På ”More Fire” fortsætter Blichfeldt sin udvikling
som sanger, bl.a. på førstesinglen ”When I’m In
My Dreams”, skrevet af Blichfeldt/Viskinde. En smægtende
sydhavsballade med indlagt bølgeskvulp og sommerstemning.
Men alligevel typisk Big Fat Snake.
”Det er nok rigtigt, at der altid har været lidt af en
crooner gemt i mig. Og jeg er nok blevet bedre til at få
ham frem i lyset,” mener Anders Blichfeldt.
”Jeg synes ikke selv, jeg var nogen stor sanger på den
første plade med Big Fat Snake. Men jeg er blevet bedre
hen ad vejen. Og jeg er også selv kommet til at holde
mere af min egen stemme. Jeg har accepteret, at sådan
lyder jeg nu engang. Og det er der heldigvis nogle mennesker,
der synes om. Jeg lægger altid hele mit hjerte i de sange,
jeg holder af. Og nogle har sagt, at vi var de eneste, der kunne
have lavet ”One Night Of Sin” albummet.”
Folkeligt rockband
”Siden starten i 1991 har vi konstant udviklet os. Fra 1996
har vi stort set skrevet alle numrene selv – og kun taget andres
numre ind for sjov. Musikalsk befinder vi os vel et sted mellem
rock og pop. En stor del af forklaringen på vores succes
er nok, at vi har en evne til at lave nogle afvekslende plader
med nogle meget melodiøse sange,” mener Anders Blichfeldt.
Big Fat Snake er dannet i 1990 – og startede med at indspille
et coveralbum med klassikere. I 1991 spillede bandet på
Skanderborg Festivalen og blev ”opdaget” af Poul Bruun fra Medley.
I 1992 indspillede gruppen pladen ”Born Lucky”, og siden fulgte
”Beautiful Thing”, som var den første plade, hvor gruppen
selv skrev de fleste af numrene.
Siden har Big Fat Snake via hårdt arbejde etableret sig
som Danmarks mest folkeligt populære rockband med udspring
i den traditionelle rock and roll. Viskinde og Blichfeldt bidrager
begge til sangskrivningen på lige fod, og hele bandet
er med til at arrangere numrene.
”Vi hænger ikke fast i en bestemt stil, men lader os påvirke
mange forskellige steder fra. Det ser vi selv som en stor fordel,”
siger Peter Viskinde.
Big Fat Snake har for hvert album fået bedre og bedre
fat i det pladekøbende publikum. Som nok skal tage godt
imod de nye sange på ”More Fire”, der udkommer den 9.
august.
- - -
Tobago – fakta om øen
Tobago er en blot 300 kvadratkilometer stor ø i Caribien,
beliggende 35 kilometer nordøst for Trinidad. Øen
har 51.400 indbyggere – som lever af at eksportere kakao, kopra,
tobak, sukker m.v. Columbus gik i land på øen i
1498. Trinidad og Tobago opnåede selvstændighed
i 1962.
(Kilde: Politikens Nudansk Leksikon)
Big Fat Snake - bandet
Anders Blichfeldt (sang, guitar)
Peter Viskinde (guitar, kor)
Peter Repete (keyboard, kor)
Asger Steenholdt (bas, kor)
Jens Fredslund (trommer, perkussion)
Big Fat Snake – diskografi
”Big Fat Snake” (1991)
”Born Lucky” (1992)
”Beautiful Thing” (1994)
“Midnight Mission” (1995)
”Fight For Your Love” (1996)
”Flames” (1997)
”Recycled” (1999)
“www.bigfatsnake.com” (1998)
”Running Man” (2000)
”Live” (2001)
”Play It By Ear” (2002)
”One Night Of Sin” (2003)
”More Fire” (udkommer 9. august 2004)
Links
www.bigfatsnake.com - officiel hjemmeside
www.cmc.dk - pladeselskab
www.skandinavian.dk - booking
www.snakers.dk - official fanklub
|
|