Pressemeddelelse
Cartoons Genopstår
Efter en pæn lang rekreation i Tooniewood vender verdens
største tegneserieband – Cartoons – nu tilbage. De er
godt i gang med at forberede deres comeback, som blandt andet
byder på nye hits og et helt nyt samarbejde med BonBon-Land.
Et salg på 1 million albums og 1½ million singler
på verdensplan, det var fakta for Cartoons, da de omkring
årtusindskiftet hittede med sange som Witch Doctor og
Doodah og blev hyldet med både Grammy og Dansk Eksportpris.
Dengang blev det også til medvirken i over 100 TVshows
og hele to top ti hits i Storbritannien. Og når de inden
længe er tilbage, er det da også med et kærkomment
genhør med de store hits, som vi alle dansede til og
skrålede med på for nogle år siden. Derudover
er hitkanonen ladt med to nye, glade Cartoons hits, der også
vil være at finde på Cartoons opsamlingsplade ”Greatest
Toons”, der udkommer den 2. maj.
”Årene er gået, og stregen er blevet tyndere. Så
det har været nødvendigt for nogle af os at tilbringe
et par timer på tegnebrættet for at få frisket
stregerne op!” fortæller forsangeren, Toonie, der stadig
ledsages af Shooter på "toonchester-guitar",
Buzz på gulerodsbas og Sponge på Milkamonika. Cartoons
sildene Puddy og Boop har sågar fået helt nyt outfit
– de er trukket i alpetøjet. Stregerne er kort sagt kridtet
op til en ny forrygende sæson for Cartoons – også
live i det danske sommerland.
Underholdende samarbejde!
Som noget helt nyt har Cartoons indgået et samarbejde
med BonBon-Land. ”Når vi sender vores cd ud, ligger der
i alle
eksemplarer en billet til BonBon-Land, som gælder den
28. maj eller 15. oktober, hvor vi giver koncert i BonBon-Land.
Både BonBon-Land og Cartoons står for god underholdning,
så det er et helt rigtigt samarbejde, der er indgået,”
fortæller Toonie.
Allerede den 5. maj, når BonBon-Land åbner dørene
for dette års sæson, vil der være autografer
og en koncertoplevelse at hente, hvis man lægger vejen
forbi Holme Olstrup. Dén dag er Cartoons nemlig også
tilstede.
I næste uge sendes et helt nyt hit ”Day Oh” ud til landets
radioer og DJs, ligesom singlen vil blive sat til salg på
nettet.
Albummet ”Greatest Toons” – med Cartoons’ største hits
og 2 sprit nye – udkommer den 2. maj i år.
|
|