Pressemeddelelse
Etta Cameron
Jeg kan kun synge sange
med et positivt budskab
PORTRÆTINTERVIEW: Etta Cameron er sammen med Danmarks
Radios Big Band aktuel med albummet ”Lady Be Good”. Livsglæden
og kærligheden gennemstrømmer hendes musik. Hun
er selv en uhelbredelig optimist – trods en barsk livshistorie.
Af Peter Hartung
Hun er født på Bahamas og opvokset i USA, men
i dag drømmer hun på dansk og føler sig
på mange måder lige så dansk, som de mennesker
hun synger for.
Etta Cameron er atter på banen med en ny cd, ”Lady Be
Good”, i samarbejde med Danish Radio Big Band, dirigeret af
Nikolaj Bentzon, med Toots Thielemans som gæstemusiker.
Albummet er fyldt med musik af den slags, der taler mere til
hjertet end til fornuften.
Det er næsten, som en cirkel, der sluttes. For Etta Camerons
første møde med Danmark fandt sted midt i 1960’erne,
hvor hun skulle give koncert i Tivoli med netop Radioens Big
Band. Så faldt hun med et brag for Danmark og danskerne.
Siden giftede hun sig med en dansker og har haft dansk bopæl
siden 1971. I dag bor hun alene i en lejlighed i midten af København.
For syv år siden opnåede Etta Cameron den højeste
anerkendelse, man næsten kan opnå i et nyt hjemland,
da dronning Margrethe i forbindelse med sit 25-års regeringsjubilæum
valgte at tildele Etta Cameron Ridderkorset.
”Det er noget, jeg er meget stolt af. Jeg er ikke engang dansk
statsborger, jeg har bevaret mit amerikanske pas. Men jeg taler,
tænker og drømmer på dansk. Så jeg
føler mig også mere dansk end amerikansk,” fastslår
Etta Cameron.
Og i en verden, præget af terror og krig, kunne man faktisk
godt fristes til at anbefale alle mennesker at lytte til de
budskaber, der strømmer ud gennem Etta Camerons udtryksfulde
stemme, ledsaget af livgivende jazzmusik fra Danmarks Radios
Big Bands dygtige musikere.
Positive budskaber
”Når jeg synger en sang, tager jeg altid udgangspunkt
i teksten. Der skal være et budskab. Ellers kan jeg slet
ikke synge den. Jeg har været så længe i branchen,
at jeg ikke behøver synge noget, bare fordi det er populært.
Jeg synger kun sange med et positivt budskab, jeg kan stå
inde for,” forsikrer Etta Cameron med sin karakteristiske mørke
talestemme.
Hun koketterer selv med, at ”jeg taler, som jeg synger”, og
noget er der om snakken. Der er melodi i hvert et ord, udtalt
på dansk med tydelig amerikansk accent.
Etta Cameron er et musikalsk kernekraftværk, der konstant
producerer energi. Hendes alder er det eneste, hun ikke snakker
om, og den kan også synes uendeligt ligegyldig, når
man betragter det enorme arbejdspensum, der præger sangerindens
travle hverdag.
Akkurat som Bob Dylan burde Etta Cameron tale om sin ”evige
turné”, for der går stort set ikke en uge, hvor
hun ikke optræder foran et publikum. Altid er hun på
farten. Hendes klare, hjertelige stemme har fyldt mange danske
kirker og koncertsale de seneste tre-fire årtier.
Man kan opleve hende i mange versioner. Med orkester eller som
duo. Med gospel eller spirituelle sange, med sangene fra ”I
Have A Dream”, som jazzkvartet eller med bigband.
Desuden er hun tre dage om ugen docent på Rytmisk Musikkonservatorium,
hvor arbejdsdagen som regel begynder midt på dagen – og
først slutter ved 23-tiden.
”Nogle gange klarer jeg mig helt uden søvn i 24 timer.
Når jeg sidder oppe, bliver det pludselig lyst, og så
kan det ikke betale sig at sove. Så tager jeg et bad,
spiser morgenmad og gør klar til en ny dag. På
den måde er jeg mere frisk, end hvis jeg havde sovet to
timer,” siger Etta Cameron.
Driver egen butik
Ved siden af undervisningen og koncerterne får hun også
tid til at lave workshops for kor, og nogle gange er hun ude
hos virksomheder for at lære forretningsfolkene at slappe
af.
Som om alt det ikke var nok, driver Etta Cameron også
sin egen butik, placeret i Peder Hvidtfeldts Stræde i
København. Den hedder ”Americana Company” og sælger
kun amerikanske varer.
Butikken er tætpakket med specialiteter, man ikke finder
i et dansk supermarked: Cheese Balls, Skippy Genuine American
Peanut Butter, Aunt Jemima pandekagepulver, A.1. steak sauce,
Dr. Pepper, Blueberry Pie Filling, Root Beer, Brownie Mix og
Jelly Beans.
Der findes heller ikke nogen eller noget på den danske
musikscene, der ligner Etta Cameron. Hun har en sjælden
evne til at leve sig helt ind i musikken – og komme ud igen
med sine dybt personlige fortolkninger. På den nye cd
synger hun bl.a. ”For Once in my Life”, ”Whenever God Shines
His Light”, ”You Are So Beautiful” og ”You’ve Got A Friend”.
Sange med masser af positive – af og til religiøse –
budskaber. Musik, der er nært beslægtet med de sange,
Etta Cameron som barn sang i kirkekoret. Gospel – og soul.
”Jeg bruger selv musikken som medicin. Musik er helbredende.
Mit humør er aldrig nede, for jeg har valgt altid at
vende det negative til noget positivt. Vorherre har givet mig
min stemme som en gave, og jeg skal bruge den til at glæde
andre med,” siger Etta Cameron.
Trodser sygdommen
Den ukuelige livsvilje er på ingen måde en given
ting. Tværtimod har Etta Camerons eget liv budt på
masser af prøvelser, men hun har stået dem igennem
og er kommet styrket ud. Ikke mindst derfor banker hjertet især
for de syge, børnene og de gamle. Selv er Etta Cameron
mor til Steve og Debbie, der begge er musikere, og så
har hun en stribe ”dejlige børnebørn”.
”Jeg er en rigtig hønemor. Jeg er en hønemor for
alle. Også mine elever. Og nogle gange er det bare pinligt.
Jeg kan altså ikke gøre for det, men sådan
er jeg. Jeg knuser, kysser og krammer alle. Det er ikke noget,
jeg tænker over, jeg gør det bare. Det sjove er,
at danskerne har vænnet sig til det.”
Det meste af livet har Etta Cameron været kræftpatient
– samtidig med, at hun siden 15-års alderen har kæmpet
med et højt blodtryk og hjerteproblemer. Hun har gennemgået
18 kræftoperationer, men nægter stædigt at
overgive sig til sygdommen. Hun tror på mirakler – og
er i øvrigt en populær protektor for Patientforeningen
De Brystopererede.
”Sygdom skal ikke stoppe mig. Jeg tænker altid kun fremad.
Jeg nægter at acceptere negative vibrationer. Mit indre
smil giver mig ikke lov til at beskæftige mig med triste
ting. Jeg kan ikke bruge sygdom til noget, så derfor fravælger
jeg den,” siger sangerinden.
Hendes ansigt bærer ikke det mindste præg af årenes
hårdhed. Her har naturen været hende mildt stemt,
og i det hele taget forstår man godt, at alderen ikke
er et emne til debat.
”Kolde bade er måske en af forklaringerne. Jeg slutter
altid brusebadet af med iskoldt vand. Først på
fodsålerne, så på fødderne, på
benene og opefter. Så kommer der ekstra gang i blodomløbet.
Og til næste vinter overvejer jeg at blive ægte
viking og springe i havet,” siger Etta Cameron.
En barsk barndom
Hendes livshistorie er en beretning om lidelse og overlevelse.
Historien om et hårdt prøvet barn, der endte med
at blive berømt og modtage Ridderkorset i sit nye hjemland.
Etta Cameron er født i Nassau på Bahamas. Som niårig
flyttede hun med familien til USA, hvor hun blot to år
senere stod med ansvaret for sine fem søskende, da moderen
pludselig døde af kræft. Fra den dag var det Etta,
der klarede alt det huslige og lidt til.
”Min far var anlægsgartner og kok. Han måtte passe
sit arbejde, og så tog jeg mig af resten. Vi var tre piger
og tre drenge, og jeg blev nærmest mor for de andre. De
to af dem var stadig spædbørn, to gik i børnehaven,
og så var vi to, der gik i skole. Heldigvis lærte
min mor mig at sy og lave mad, inden hun døde,” husker
Etta Cameron.
”Om aftenen måtte jeg flette håret på mine
små søskende og give dem tørklæde
på, så de kunne sove uden at ødelægge
håret. Så måtte jeg vaske og stryge deres
tøj, så det lå klar til om morgenen. Der
skulle smøres madpakker, og når alle andre var
gået i seng, måtte jeg ligge under dynen og læse
lektier i smug, fordi min far forlangte, at jeg skulle sove.”
”Om morgenen stod jeg op som den første for at køre
de små i vuggestue. Bagefter skulle jeg have de to næste
i børnehave. Desværre var den i den modsatte ende
af byen. Og til sidst kunne jeg så selv løbe til
skole. Efter skoletid skulle børnene hentes igen, og
så skulle jeg passe mit eftermiddagsjob. Om aftenen sang
jeg i gospelkor.”
”Det lyder hårdt, men den gang tænkte jeg ikke så
meget over det. Nu kan det godt undre mig, at jeg var i stand
til at nå det hele. Men jeg lærte jo også
noget. Jeg lærte tålmodighed. Jeg er virkelig tålmodig!
Og så lærte jeg om tolerance og glæden ved
at dele med andre.”
Samsø og kærligheden
Spørger man Etta Cameron, om hun har lagt planer for
livet som senior, svarer hun, at hun drømmer om at købe
et helårshus på Samsø. Men det vil næppe
få hende til at arbejde væsentligt mindre end nu.
Det er der formentlig kun én ting, der kan.
”Jeg har i baghovedet, at jeg en dag vil møde den rette
mand, som hører til i resten af mit liv. Når det
sker, vil jeg gøre plads til kærligheden og arbejde
mindre. Jeg er et kærligt menneske og mener, jeg har meget
at bidrage med i et forhold. Jeg er ikke til flygtige forhold,
så det må vente, til den rigtige mand dukker op
i mit liv,” lyder det håbefuldt fra Etta Cameron.
”Mit liv er godt, som det er. Jeg føler mig velsignet
og betragter hver en opgave som det første og det sidste,
jeg gør. Det gør ingen forskel for mig, om der
er 200 eller 20.000 mennesker til stede. De har krav på,
at jeg gør mit bedste hver eneste gang.”
-
Danish Radio Big Band & Etta Cameron:”Lady Be Good” (CMC
Entertainment)
Fotograf: Thomas Vilhelm
|
|