Pressemeddelelse
En irer i Amerika -
Johnny Logan
-Johnny Logan udgiver et nyt album, hvor han kredser
om den irsk-amerikanske forbindelse. Logans tre sønner
medvirker på titelsangen ”Irishmand in America”, skrevet
afJohnny Logan selv
Af Rie Nielsen
Der slås bro over mangt og meget på Johnny Logans
nye album ”Irishman in America”, der udkommer 19. september.
Bro mellem Irland og Amerika. Bro mellem fortid og nutid. Bro
mellem os på jorden og de kære, der har forladt
os.
Johnny Logan når vidt omkring og har mange ambitioner
med det nye album.
Det kommer i forlængelse af albummet ”The Irish Connection”,
som Logan udgav i Danmark sidste år i april, lidt senere
i Norge og Sverige, og som har givet ham platin for pladesalget
i Danmark, to gange platin i Norge og guld i Sverige.
Trist sms
”The Irish Connection” blev til på opfordring af Johnny
Logans danske ven og promoter gennem masser af år. Logan
kalder ham bare Calle. På ”The Irish Connection” synger
Logan en lang række af de kendte, irske sange, som er
blevet sunget bl.a. på pubberne så langt tilbage,
nogen kan huske.
Denne succes mente Calle skulle følges op af et nyt album,
hvor Logan holdt fast i sit irske bagland med fire irske traditionals,
kombineret med fire amerikanske sange plus fire helt nye irske,
skrevet af Logan selv.
”Vi gik i gang med projektet før jul sidste år,
selv om jeg stadig havde travlt med at følge op på
succes’en med ”The Irish Connection”. Vi turnerede i 10-11 måneder.
Og ved juletid var jeg en tur i Australien, hvor min søster
bor. Hun skulle giftes, og jeg skulle føre hende op.
På vej hjem i flyet fik jeg en sms med beskeden om, at
min gode ven Calle var død. 55 år gammel. Det var
næsten ikke til at bære,” fortæller Johnny
Logan.
Logan som producer
Det var en stor sorg for den irske sanger. Og det var uheldigt
for projektet med den nye cd, for det var Calle, der skulle
stå for det.
”Men jeg besluttede mig for at gå videre med det. Også
i respekt for Calle. Det betød så bare, at jeg
måtte gøre alting selv,” forklarer Johnny Logan
med et af sine karakteristiske smil, der indikerer, at ingen
behøver have ondt af ham på den konto.
Tvært imod gav det også Logan en mulighed for at
forsøge sig som producer.
”Jeg har selv arrangeret og produceret det hele. Og jeg er meget
spændt på, hvordan det bliver modtaget. Det er første
gang, jeg har prøvet det. Men intet er overladt til tilfældighederne.
Jeg har gjort rigtig meget ud af detaljerne. Jeg ville gerne
lave noget mere eventyrligt og anderledes denne gang, men samtidig
være tro mod mit publikum,” forklarer Johnny Logan.
Jorden rundt
Indspilningerne sendte nærmest Logan ud på en jordomrejse.
Han indspillede rytmesektionen, altså trommer og bas,
i Danmark med sit danske orkester. Så tog han til Tyskland
for at indspille alle tangenterne, bl.a. keyboard og piano,
hvorefter turen gik til Nashville USA for at indspille strengeinstrumenterne,
pedal- og steelguitar, picking guitar, dobro, banjo, og den
amerikanske fiddle, altså violin.
”Der er ikke en eneste elektrisk guitar på albummet. Alt
er lavet med akustiske,” fortæller Johnny Logan med en
stolt klang i stemmen.
Fra USA skulle han tilbage til Irland for at indspille den
irske fiddle og den karakteristiske irske tin whistle, altså
en tinfløjte.
Sønner på kor
”På to dage indspillede jeg selv de 12 vokaler til sangene
her i Danmark i Lundgård Studio, inden jeg tog tilbage
til Irland for at indspille backing-vokaler. Bl.a. til den sang,
som mine sønner er med på.”
Sønnerne hedder Adam, Fionn og Jack. De er 29, 24 og
16 år. Johnny Logan inviterede dem til at synge kor på
titelsangen, som han selv har skrevet, ”Irishman in America”.
Det er en sang, der handler om den længsel, man kan have,
når man er langt fra sine elskede. Den længsel,
som de irere, der tog af sted for at prøve lykken i drømmenes
land på den anden side af det store Atlanterhav, oplevede.
De var så langt borte, at det var uvist, om de nogensinde
kom til at gense den grønne fødeø og de
kære, der stadig var dér. Det bliver i sangen brugt
som billede på den følelse, man kan have for en
kær ven eller et familiemedlem, der er gået bort.
Samme følelse som Johnny Logan nærer af savn efter
sin egen far og andre kære venner.
”Det gik pludselig op for mig, hvor hurtigt det kan gå.
Calle, der døde så pludseligt. En anden af mine
gode venner, sangeren fra The Dubliners, var også død
for nylig. Så jeg fik egentlig ideen til at få mine
sønner med, fordi jeg ville have, at de skulle have denne
oplevelse at huske tilbage på, når jeg engang ikke
er her mere,” pointerer Johnny Logan.
Computers og heavy metal
Det er ellers ikke sang og musik, der står øverst
på listen over de tre sønners daglige gøremål.
Kun den yngste, 16-årige Jack, dyrker for alvor sine musikalske
talenter. Det gør han som guitarist i tre forskellige
heavy metal-bands.
Adam på 29 er Senior Project Manager i et computerfirma
og Fionn på 24 er computer-animator.
”Det har ingen betydning for mig, hvad de beskæftiger
sig med. Det må de helt selv om. Men jeg kan nu kun ønske
for dem, at de får mere kontinuitet i deres liv, end jeg
har haft. Der er mange ups and downs i musikbranchen,” slår
Johnny Logan fast.
Men sønnerne indvilligede altså i at stille op
og synge med på titelsangen. Og ifølge Logan selv,
er de faktisk habile sangere. Ud over sangstemmen har de tilsyneladende
også arvet deres fars talent for humor og jokes.
”For de drillede mig i studiet og en af dem sagde: Hvad er den
af dad, kan du ikke længere ramme de høje toner,”
griner Johnny Logan og fortsætter:
Fædre og sønner
”Jeg tror egentlig ikke, det er gået op for dem endnu,
hvad det her kan komme til at betyde for dem. Altså helt
personligt. Nu har de noget, som de har skabt sammen med mig.
Min far var en stor sanger. Patick O’Hagan hed han. Han er død
for længst, men efter hans død har jeg fundet ud
af, at vi faktisk begge har vundet den samme sangkonkurrence,
da vi var helt unge. Jeg har bare ikke noget, jeg har lavet
med ham. Det er jeg ked af. Nu har de noget med deres far, og
det tror jeg, de kommer til at værdsætte en dag,”
smiler Logan.
”Adam sagde dog til mig efter indspilningen med dem, at han
er stolt af mig. Og det, at han sagde det, betyder alt for mig,”
siger Johnny Logan og bliver et øjeblik helt stille og
eftertænksom.
Sexy dad-dance
Men selv om Johnny Logan har et stort hjerte og er en mester
udi kunsten at synge følsomme ballader, er han ikke en
mand, der dvæler ved sentimentaliteten. Så efter
beretningen om Adams anerkendelse vender han hurtigt tilbage
til sit humoristiske gamle jeg ved at fortælle en anekdote
om sin mellemste søn, Fionn.
De tre sønner var inviteret til en Johnny Logan-koncert
i Irland, og der overværede de, hvordan unge piger kastede
deres bh’er og trusser op på scenen til deres idol, som
efter sønners mening var lidt for gammel til den slags
tilbedelse. Så Fionn sagde ifølge Logan til ham
bagefter:
”It was a good concert. I’m not so sure about the sexy dad-dance
though...”
Den irsk-amerikanske forbindelse
Ud over ”Irishman in America” har Logan selv skrevet sangene
”Sorry”, ”Bridges of my heart” og ”Dancing with my father”.
Sidstnævnte bygger også bro til elskede, kære,
der er gået bort, som det lyder i de første linjer
af omkvædet:
”So I go/ dancing with my father/ through the streets of yesterday...”
Den amerikanske forbindelse, som Logan også bygger bro
til, hænger sammen med Irlands historie, der har sendt
tusindvis af mænd og kvinder over det store hav til landet
på den anden side. De tog bl.a. en musiktradition med
sig, som har smittet af på den musik, der opstod i USA.
”Bl.a. er bluegrass og cajun-musikken stærkt inspireret
af irsk musik,” fortæller Johnny Logan.
Men det er nu hverken bluegrass eller cajun-numre, Logan har
valgt til albummet fra Amerikas store bagkatalog. Han har valgt
sange, som på en eller anden måde har betydning
for ham. Og de er meget forskellige. Lige fra ”This land is
your land”, som er en gammel amerikansk tradition, til ”Piece
of my heart”, som er et af folk-rock-sangeringen Janice Joplins
glansnumre.
”Det var vigtigt for mig at finde nogle numre, der havde et
groove, der tiltalte mig. De er alle sange, som man sang i USA
i 70’erne, for jeg var meget tiltrukket af landet dengang og
alt det, der skete musikalsk på den tid. For eksempel
elsker jeg bare Janice Joplin, så det var oplagt at tage
en af hendes sange med.”
Præsident-sanger
En anden bro mellem USA og Irland. Og mellem USA og Logan-familien
er den, at Johnnys far, Patrick O’Hagan, har sunget for de tre
amerikanske præsidenter Lyndon B. Johnson, John. F. Kennedy
og Richard Nixon.
Men ellers er det hovedsageligt musikalsk, Johnny Logan ønsker
at bygge bro. Det gør han ved at lade de to musikalske
traditioner mødes i utraditionelle arrangementer, hvor
f.eks. den irske og den amerikanske fiddle nærmest battler
i samme nummer. Dog helt efter Johnny Logans hjerte - på
udpræget venskabelig vis.
Trackliste – Release den 19.sep. 2008
1. Rocky road to Dublin
2. The night they drove old Dixie down
3. Belle of Belfast
4. Dancing with my father
5. This land is your land
6. Piece of my heart
7. The Alabama song
8. Bridges of my heart
9. Sorry
10. Paddy on the railway
11. Waxies Dargle
12. Irishman in America
Tourplan
Johnny Logan gæster Danmark med følgende koncerter
resten af 2008:
Oktober 4: Skive Theater
November 22: Tinghallen, Viborg
November 26: Juvi-klubben, Kalundborg
November 27: Slagelse Musikhus
November 29: Munkholm-hallen, Langå
December 1: Industrien, Aarup
December 4: Kolding Teater
December 5: Stubhuset, Støvring
December 6: Portalen, Greve
December 8: Nordjyllands MedieCenter, Aabybro
December 9: Sønderborghus, Sønderborg
December 27: Lind Hallen, Herning
|
|