Pressemeddelelse
Johnny Logan - The Irish
Connection
Johnny Logan er tilbage i Danmark med albummet The
Irish Connection. Det er en samling traditionelle, irske sange,
sunget med irsk hjerte og sjæl. Den store grandprix-stjerne
vil gerne vise sine danske fans, hvad han kommer af og være
deres irske forbindelse
Af Rie Nielsen
Stemningen er sat fra første strofe. Straks får
man billeder på nethinden af en hyggelig pub med højt
skum i glassene og skrålende, glade sangstemmer. Eller
også dukker fornemmelsen op af at sende et længselsfuldt
blik fra en vindblæst irgrøn men klippebesat kyst
ud over det uendelige, sortblå hav.
Den grønne Atlanterhavs-ø Irland er så
fuld af historie og traditioner, at det ikke er svært
at kalde den helt rigtige, irske stemning frem, selv hos kølige,
fjerne slægtninge som os, et par døgns sejlads
østpå.
I hvert fald er det ikke svært, hvis man hedder Johnny
Logan og sætter i med sin karakteristiske, irske røst.
Vi kender ham naturligvis bedst som inderlig kærlighedssanger
ikke mindst i de store grandprix-vindere ”What’s Another Year”
og ”Hold Me Now”. Johnny Logan er som bekendt den eneste, der
har vundet det internationale melodigrandprix hele to gange.
Ikke så sært, at han har fået tilnavnet ”Mr.
Eurovision”.
Whiskey in the jar
Men det er i en helt anden anledning, Johnny Logan nu lader
sin behagelige røst flyde. Han har nemlig netop udgivet
albummet ”Johnny Logan & Friends – The Irish Connection”.
Her leverer han en pæn portion af sin irske opvækst,
gemt i en særlig sangskat. Cd’en består af 14 traditionelle
sange, som er kendt af hver en irer fra han eller hun første
gang slår øjnene op i vuggen. Men de 14 titler
er også velkendte for mange danskere: ”The Wild Rover”,
”Molly Malone”, ”Whiskey In The Jar”, ”Tim Finnegan’s Wake”
og ”The Town I Loved So Well”, for at nævne nogle af de
højest besungne.
Tænker nogen nu straks på The Dubliners, er det
ikke helt forkert. Samtlige sange har i årtier været
på det populære irske folkemusikorkesters repertoire.
Og Johnny Logan selv er ikke alene flasket op med sangene som
alle andre irere. Han har også fået dem sunget direkte
i øret af de berømte medlemmer af The Dubliners.
”Min far var en kendt, irsk tenor, Patrick O’Hagan, som havde
et af de første tv-shows i Irland, hvor der kom gæster
for at optræde. Her kom også The Dubliners, og de
blev venner af familien. Så jeg sad på sangeren
Luke Kellys knæ i vores køkken, mens han sang disse
sange. Senere, da jeg var 13 år, lærte guitaristen
Eamonn Cambell mig at spille guitar,” fortæller Johnny
Logan.
Sangene er en del af ham
Egentlig kunne den 53-årige sanger ikke drømme
om at indspille disse sange, som bliver sunget på enhver
pub i Irland aften efter aften. Han er ganske vist blevet opfordret
til det flere gange både i hjemlandet og andre steder.
”Jeg synger altid et par af disse sange, når jeg giver
koncert. Og jeg bliver tit spurgt efter en koncert, hvornår
jeg udgiver dem. Det har publikum i Danmark også gjort.
Men jeg har altid sagt, at det gør jeg aldrig. Og så
fik min danske promoter Calle mig alligevel overtalt. Så
det er faktisk en særlig gestus til mit danske publikum,”
smiler Johnny Logan.
Men da først Johnny Logan var overtalt, nød han
hvert øjeblik af projektet. Sangene bliver spillet af
det, han kalder sit danske band. Det er en håndfuld danske
musikere, som Johnny Logan efterhånden har turneret i
Danmark med i fem år på julekoncertturné.
Ud over orkestret medvirker også Johnny Logans bror Michael
Sherrard på albummet.
”Vi indspillede de 14 sange på halvandet døgn.
Jeg sang oven i købet selv alle korstemmerne, så
jeg kunne ikke sige noget i flere dage bagefter,” griner den
irske sanger.
Johnny Logan understreger, at han ikke har skabt det nye album,
fordi han kommer fra Irland, men fordi han elsker musikken,
og fordi de er baggrunden i hans opvækst.
”Disse sange er en del af mig. Og jeg håber, at mit danske
publikum vil tage dem til sig. Men jeg håber også,
at unge, der endnu ikke kender sangene, og andre der ikke kender
noget til irsk musik, vil kunne lide dem.”
Sangene er holdt i en traditionel, irsk tone, men alligevel
med plads til lidt fornyelse.
”Sangene har jo været her i generation efter generation,
og de har deres egen intensitet og ærlighed. Derfor har
jeg ikke gjort noget for at ændre noget.”
”Jeg føler heller ikke, jeg hverken har haft ret eller
grund til det. Disse sange skal behandles med respekt,” pointerer
Johnny Logan.
Alligevel har han altså ladet sit band give melodierne
et yngre islæt visse steder, dog stadig i den rette, irske
ånd.
”Og naturligvis er der i den måde, vi spiller introen
til ”Whiskey In The Jar” på, en hilsen til Phil, forsangeren
i Thin Lizzy, som var min ven. Han gjorde jo den sang kendt,”
smiler Johnny Logan.
Drikkekultur og smerte
”Jeg har altid følt, der var noget i disse sange, der
faldt helt på plads inden i mig. Det har altid føltes
rigtigt og ærligt at synge dem. Og det er jo ikke fordi,
man behøver være særlig intellektuel for
at forstå dem,” griner han.
Det kan han have ret i. De fleste er typiske sing along-sange,
altså sange med omkvæd, der er meget lette at lære
og skråle med på. De handler om mange forskellige
ting. Nogle er bare skægge og fjollede, mens andre har
præg af dyb smerte og en melankolsk længsel.
”De er jo udtryk for den særlige drikkekultur, vi har
i Irland. Altså, vi mødes på pub’erne, men
drikker ikke for at blive fulde. Det er en social drikkekultur.
Vi er der for at være sammen med andre og for at mødes
om vores særlige musik, poesi og høre storytelling.”
Den irske storytelling har ofte historisk karakter. Som for
eksempel sangen ”And The Band Played Waltzing Mathilda”, der
handler om en ung mand, der blev sendt i krig af sit land Autstralien
i 1915. Sangen er en lang, grusom men alligevel poetisk beskrivelse
af krigens rædsler. En hjertegribende fortælling
om den unge mands oplevelse af den håbløshed, enhver
krig ganske givet bibringer dens deltagere. Midt i sangen vågner
han op i en hospitalsseng og ser, at han har mistet begge ben.
”Jeg vidste ikke, der var noget, der var værre end at
dø,” siger han og konstaterer, at nu kan han ikke længere
waltze Mathilda.
Johnny Logan har blandt andet valgt denne sang til albummet,
fordi han selv er født i Australien, da hans far var
på turné dér, og stadig har sin mor og noget
af sin familie boende i Waltzing Mathildas hjemland.
”Men det er også en meget følelsesfuld sang. Den
unge mand vender jo tilbage til ingenting. Den er fuld af håbløshed,
og sådan en sang giver jo også mening i dag, når
vi ser på, hvad vi har i gang i Irak. Jeg mener, hvornår
lærer vi af historien?” spørger Johnny Logan og
slår opgivende ud med armene.
Bedstemor og band i Nordirland
En anden historisk sang er balladen ”The Town I Loved So Well”.
Også en af The Dubliners store hits. Og en af Johnny Logans
favoritter.
”Jeg synger næsten altid den sang ved mine koncerter.
For den betyder rigtig meget for mig, og jeg kan synge den med
den overbevisning og lidenskab, der skal til. Jeg kan endda
synge den helt uden akkompagnement, men her på cd’en har
jeg valgt at synge den alene med et klaver.”
Det gør han hudløst. Sangen er indspillet i ét
take. Det vil sige, at der ikke er pillet ved og puslet med
indspilningen bagefter.
”Det var vigtigt for mig, at der kom den rette stemning i denne
sang. Den skal synges med den helt rigtige, irske følelse.
Nemlig fra hjertet. Og så gør det ikke noget, hvis
stemmen knækker over eller lyder lidt rå hist og
her,” påpeger Johnny Logan.
Når netop den sang er så vigtig for ham, har det
igen at gøre med opvæksten. Sangen handler om byen
Derry i Nordirland. Om hvordan der engang var roligt og idyllisk
på sin helt egen nordirske måde med smoke and smell
i gaderne. Og hvordan denne ro forsvandt med den engelske besættelse,
hvor pigtrådshegnene groede højere og højere,
som det beskrives i sangen. Men samtidig er det også en
sang om håb for en fredfyldt fremtid.
”Min far var fra Derry, og han tog mig med dertil. Da jeg var
barn, besøgte vi min bedstemor, der boede i Williamstreet,
lige dér hvor optøjerne fandt sted. Gaden eksisterer
ikke længere. Den er jævnet med jorden netop på
grund af uroen og balladen. Og jeg husker tydeligt, hvordan
der var dengang.”
”Senere, da jeg havde fået et band, rejste vi også
i Nordirland. Og noget, jeg særligt husker, er, at vi
jo blev nødt til at køre om natten efter at have
spillet et job. I den bælgragende mørke nat var
vi på udkig efter røde lys. Når vi så
sådan et, skulle vi øjeblikkelig standse bilen
og slukke lygterne. Og øjeblikket efter blev bilen omringet
af maskingeværbevæbnede soldater med hætter
over ansigterne, der var på jagt efter IRA-folk.”
”Man spiller ikke sådan et sted som ung, uden at det har
en indflydelse på én resten af livet,” understreger
Johnny Logan, nu med rynkede øjenbryn.
Italiensk navnepåhit
Og som han sidder dér og er alvorlig et øjeblik,
ligner han pludselig mere det, han egentlig hedder. Nemlig en
irsk mand ved navn Seán.
Seán Patrick Michael Sherrard er han døbt. Så
hvordan kom han til at hedde Johnny Logan?
”Ha, ha,” griner han og fortæller så overbærende
historien én gang til.
”Jeg ville jo gerne kalde mig Seán O’Hagan efter min
far. Eller Seán Sherrard. Men da jeg var ganske ung,
var der en italiener i Dublin, der så mig og tilbød
mig en pladekontrakt. Han sagde, at jeg ikke kunne hedde noget
af det, jeg foreslog, men at jeg skulle hedde Johnny Logan,
for det lød mere som en popstjerne. Og på det tidspunkt
boede jeg for mig selv og skulle overleve, og jeg ville da gøre
hvad som helst for en pladekontrakt, så jeg sagde: OK,
hvornår starter vi?”
Det blev så foreløbig til en karriere, der har
varet næsten 30 år. Der har været op- og nedture,
men Johnny Logan har rejst sig hver gang, han er faldet, og
er fortsat. Det kan muligvis skyldes påvirkningen fra
far Patrick.
”Han lærte mig at give slip. Jeg gør, hvad jeg
kan, med det jeg har. Og når noget går skidt, så
går jeg og lader bitterheden ligge tilbage. Den tager
jeg ikke med mig.”
”Det giver, tror jeg, et meget bedre liv, fordi det er så
vigtigt at leve livet. Ikke at overleve det!”
TRACKLIST:
The Wild Rover
The Fields Of Athenry
Dirty Old Town
Molly Malone
On Raglan Road
The Irish Rover
The Black Velvet Band
And The Band Played Waltzing Mathilda
Raggle Taggle Gipsy
Follow Me Up To Carlow
Tim Finnegan’s Wake
Whiskey In The Jar
Spancil Hill
The Town I Loved So Well
|
|