Pressemeddelelse
Positiv pop fra Olsen
solo
Af Ove Nørhave
- Jeg er altid i gang med at skrive nye sange. Sådan
har det været, siden jeg var en 13-14 år og blev
forladt af min første kæreste. Straks strøg
jeg ind til mig selv for at skrive en sang med teksten ”Why
not take me in your arms, why not take me to your heart?”. At
skrive sange er en af mine måder at udtrykke følelser
og gengive bestemte stemninger på.
Sådan siger den ældste halvdel af Brødrene
Olsen, den 56-årige sanger og sangskriver Jørgen
Olsen, som for første gang i 17 år er aktuel med
et soloalbum i eget navn. Og dét helt ud i titlen: ”Jørgen
Olsen”.
Og indholdet?
11 doser glad og positiv popmusik med plads til - blandt meget
andet – New Orleans-jazz og mexicanske/texanske rytmer. Og med
tekster på dansk. Om kærlighed til kvinder – og
til Danmark. ”Som et udtryk for danskhed på min måde”,
som Jørgen Olsen siger.
Ud over hans bidrag til årets udgave af Dansk Melodi Grand
Prix, ”Vi elsker bare danske piger”, rummer cd’en 10 andre melodier
og tekster, som er blevet til i, hvad han opfatter som sine
ledige stunder, nemlig når han ikke har travlt med at
rejse rundt for at optræde i først og fremmest
Danmark, Tyskland og Sverige sammen med lillebroderen Niels
”Noller” Olsen i Brødrene Olsen.
- Det er bestemt ikke, fordi Brødrene Olsen er gået
i opløsning eller lagt på hylden. Tværtimod
er vi stadig ude for at optræde cirka 50 gange om året,
men Noller har boet med sin familie i Spanien på det seneste,
og det har givet mig ekstra tid til at skrive egne sange, som
måske ikke altid lige passer helt ind i Brødrene
Olsen-stilen, bemærker Jørgen Olsen, som har arbejdet
på solo-cd’en i hen ved halvandet år.
- Ideer til nye melodier kommer til mig hele tiden. Derfor går
jeg også altid rundt med en lille diktafonbåndoptager
på mig, hvis jeg pludselig skulle komme i tanker om en
god melodilinje, og i en lille notesbog har jeg linjer, ideer
og titler til de første mindst 50 melodier, bemærker
Jørgen Olsen, som fra tid til anden oplever, at det er
nok bare at sidde med en guitar i hånden.
- På et tidspunkt optrådte Noller og jeg i Gøteborg
efter et show, hvor det var gået rigtigt godt. Og da jeg
bagefter greb min guitar, kom næsten af sig selv melodien
til det, der er blevet til ”Fra København til Napoli”,
for da jeg lyttede efter, hvad melodien beskrev, var det en
selvoplevet tur med gode venner tilbage i 1969. Og den gik nøjagtigt
som jeg har beskrevet den. Jeg husker det som en dejlig tid,
jeg var 19 år og følte mig lykkelig. Sangen i er
det hele en beskrivelse af en virkelig ubunden frihed, hvor
man ikke som nu, da man er blevet voksen, kan have dagene fyldt
op med alle mulige aftaler.
I dag sørger Jørgen Olsen så vidt muligt
for at have, hvad han kalder ”kontortid”, altså et par
timer hver eneste dag, hvor han sætter sig for at spille
og skrive nye sange – ikke fordi der nødvendigvis altid
kommer noget godt og brugbart ud af det, ”men jeg har det uden
tvivl som mange kunstmalere; de må bare male hver eneste
dag for at holde sig i gang”.
Skal Jørgen Olsen med ganske få vendinger beskrive
stemningen på den nye cd, bliver det med vendinger som
glad og positiv. Og taknemmelig. For lige nøjagtigt sådan
er han selv.
- En sang som ”Danmark” beskriver mit fædreland, sådan
som jeg opfatter det. Når jeg er ude for at optræde,
elsker jeg at køre igennem typiske danske landskaber.
Og du drømmer ikke om hvor taknemmelig, jeg er for at
være vokset op i et land, som har givet mig så mange
chancer og muligheder, siger en næsten rørt Jørgen
Olsen.
Selv er han – naturligvis – begejstret for hele cd’en, men udover
Grand Prix-bidraget har han særlig stor tiltro til mindst
to af sangene, nemlig dels ”Senorita”, fordi den har en god,
dansevenlig puls, dels ”Mit livs store kærlighed”, fordi
den i hele sin måde at være bygget op – efter Jørgen
Olsen mening - udtrykker – noget meget dansk.
- Og så er jeg altså også glad for en sang
som ”Det kan jeg nå endnu”, som også var med på
Brødrene Olsens forrige cd, ”Our New Songs”, som ”You’ll
Never Be Alone”, men i sin tid, i begyndelsen af 80’erne, skrev
jeg ”Det kan jeg nå endnu” til Grethe Ingmann, og det
blev en af de sidste sange, hun nåede at indspille, inden
hun døde.
Desuden venter han sig delte reaktioner på en sang som
”En rigtig stor dreng”, fordi den handler om at blive en halvgammel
mand og være nødt til at tage Viagra.
- Den har virkelig delt vandene, også under indspilningen.
Men nummeret er mit helt personlige opgør med, at det
at skrive melodier og tekster gerne bliver noget meget selvhøjtideligt,
bemærker Jørgen Olsen, som ikke lægger skjul
på, at han har mange gange lettere ved at skrive melodier
end tekster. Især danske tekster, for sammenlignet med
engelske bliver de nemt mere ”nøgne”, fordi følelserne
og i det hele taget beskrivelser er lettere genkendelige for
et dansk publikum.
På det rent musikalske – og produktionsmæssige –
plan er Jørgen Olsen ikke så lidt begejstret for
det hold af musikere, der omgiver ham på ”Jørgen
Olsen” med guitaristen Poul Halberg i spidsen – og så
synes han selv, at dét, at Fessors Big City Band spiller
med ”Natten er vor egen ” giver netop dén sang en meget
menneskeligt præg.
- Men det skal også til. For findes der noget flottere
og smukkere og dejligere end stille sommerregn og bare gå
ude i den med bare tæer og tale sammen med den, man elsker,
og glemme alt omkring sig? bemærker Jørgen Olsen,
som helt tydeligt bliver holdt i gang af mindst to ting. Dels
en helt grundlæggende, sprudlende begejstring for den
gode, solide, umiddelbart sangbare melodi, inspireret af de
første – og stadig største – forbilleder, The
Beatles. Dels en helt personlig ambition om bare én gang
mere i sit liv at matche karrierens hidtil største fuldtræffer,
”Smuk som et stjerneskud” (”Fly on the Wings of Love”), vinder
af såvel det danske som det internationale Melodi Grand
Prix i 2000.
- Den bliver svær at overgå. Sådan er det
altid. Den er blevet noget helt særligt og har fået
en speciel position og har uden tvivl i sig selv gjort, at Noller
og jeg har solgt over 300.000 eksemplarer af cd’en i ”Wings
of Love” over 300.000 stk. i Danmark alene. Men derfor kan man
jo godt drømme om at kunne gøre det bare én
gang til…
Jørgen Olsens nye solo-cd, ”Jørgen Olsen”, udkommer
den 1.6 2007.
|
|