Forsiden.
 


Artikler
Oversigt
CD udgivelser
CD anmeldelser
Sladder om de kendte
Nyheder musik/film

Musik
Lediglisten
Solo
Duo
Trio/Band
Underholdning
Musik og tekst

Grejnyt
Tests
Gode råd
Artikler
Pressemeddelelser
Nyheder
Brugtbixen

Arrangementer
Demo'er
Kurser
Møder
Spillesteder

Links/grej
Musikforhandlere
Importører
Lys
Midifiler/Styles

Links/andetBooking
Pladeselskaber
Studier
Forlag
DMF
Musikerklubben
Hitlister
Radioer
Steder på nettet

Kontakt
Priser
Musikertilmelding
Bestilling af Link
Skriv til os

 

 

 

 

En sanger søger tilbage til sin sande profession

Søren Sko har fået nok af tv-underholdning og søger tilbage til det, han er bedst til, nemlig rollen som sanger. Søren Sko har netop været i New York for at indspille et nyt album, ”One For My Baby”, i selskab med et hold musikere af international topklasse.

Af Peter Hartung

Søren Sko er lidt af en musikalsk slange, som snor sig adræt mellem genrerne, uden at nogen hidtil har formået at holde ham fast. Sådan bliver det også, når den rutinerede dansker d. 26. januar 2004 udsender sit soloalbum nummer fem – med titlen ”One For My Baby”.

Igen foretager Søren Sko sig det uventede. Denne gang har han taget den lange rejse fra præstegården på Djursland til et svedigt pladestudie i New York. Resultatet er blevet 15 fremragende indspilninger, som den internationalt kendte danske jazzmusiker, bassisten Chris Minh Doky siden har pudset og poleret på hos Focus Recording i Vanløse.

Musikalsk beskriver Søren Sko den nye plade som et ”kvartet album” med nogle næsten intime, let jazzfarvede arrangementer af standards, popklassikere og enkelte sange fra eget værksted. En romantisk plade af den slags, Søren Sko gerne selv ville forære sin kæreste.

”Det gælder om at udfordre sig selv hver gang. Så udfordrer man også lytteren. Jeg har aldrig lavet den samme plade to gange, og det kommer jeg med garanti heller aldrig til. Nogen synes måske, det er en svaghed, at jeg har spredt mig så meget, men det føler jeg ikke selv,” siger Søren Sko

Hans solokarriere har de senere år ufrivilligt stået lidt i skyggen af hans indsats som vokalproducer for EyeQ og siden dommerjobbet i anden ombæring af Popstars. Men nu bedyrer Søren Sko, at det er tid til at skifte gear – og få karrieren tilbage på det rette musikalske spor.

”Jeg ser tilbage på Popstars-projektet som min tv-karriere. Det var ren underholdning og har ikke så meget med musik at gøre. Nu har jeg så prøvet dét, og det gider jeg ikke igen. Jeg er først og fremmest sanger,” konstaterer den 40-årige Søren Sko.

Indspillet på tre dage

Den nye soloplade består som nævnt af en god blanding af noget gammelt, noget lidt nyere og noget helt nyt. Der er standards som ”When I Fall In Love” og ”My Funny Valentine”. Moderne popklassikere som Elton Johns ”Your Song”, Stevie Wonders ”Lately”, John Lennons “Woman” og Joe Cockers “Your Are So Beautiful”. Plus tre numre, som Søren Sko selv har skrevet.

“Jeg skrev selv alt materialet på mit seneste album, “Faith Hope Love”, og jeg må indrømme, at jeg faktisk fik skrevet mig lidt flad. Denne gang har jeg haft stor lyst til bare at gå i studiet for at synge nogle gode sange. Jeg er jo sanger, ikke sangskriver,” siger Søren Sko.

Som husker tilbage på indspilningen af det nye album med glæde og en vis stolthed. Indspilningen foregik i Tony Bennets studie i New York, hvor produceren Chris Minh Doky havde samlet et hold bestående at nogle helt fantastiske, meget erfarne musikere. Folk, der kan frembringe musikalsk magi på bestilling, og som ikke er hverdagskost på danske pladeindspilninger.

Trommeslageren Keith Carlock (Steely Dan, Sting), guitaristen Adam Rogers (Norah Jones), keyboardspilleren George Whittey (Chaka Khan), saxofonisten Chris Potter (Steely Dan, Lisa Stansfield), Greg Maret - og ikke at forglemme Chris Minh Doky på bas.

”Det var helt fantastisk. Det blev den hurtigste plade, jeg nogensinde har indspillet. Vi var tre dage i studiet, og vi indspillede fem numre pr. dag. To eller tre optagelser af hvert nummer, og så var det bare at vælge den bedste af indspilningerne. Jeg holder meget af det umiddelbare, når tingene bare flyder, og musikken kører intuitivt,” siger Søren Sko.

”Det er altså ikke for at lyde arrogant, men der er der altså ikke ret mange, der kan. Det foregik sådan lidt dogme-agtigt. Så man kan kalde det en håndholdt plade! Jeg kunne mærke, at musikerne kendte hinanden fra andre projekter. Og kan man sit kram, får man deres respekt.”

Stort karrierespring

For Søren Sko synes karrieren dermed at tage endnu et stort skridt i den rigtige retning. Den teknisk begavede sanger er nået langt, siden han startede karrieren som korsanger for Sanne Salomonsen og andre af de danske solister, der huserede på popscenen i 1980’erne.

Hammel-drengen mødte tilfældigvis musikeren Palle Torp under en uformel jamsession på Århus Universitet, og snart efter indspillede de sangene til den plade, der skulle føre dansk popmusik ind i en helt ny ære, nemlig Sko/Torp-albummet ”On A Long Lonely Night”.

”Palle Torp havde nogle sange i skuffen, og vi brugte oceaner af tid i studiet på at indspille dem. Det gjorde man jo dengang. Men sangene var på engelsk. Og blandt andet derfor turde pladeselskabet Sonet faktisk ikke udsende albummet. Den var nok aldrig blevet udsendt, hvis ikke Sanne Salomonsen havde hørt den – og kaldt det en fed plade,” husker Søren Sko.

Så turde Sonet alligevel ikke skrotte projektet. Pladen blev udsendt – på engelsk – og det usandsynlige sket: Albummet rundede et salg på 200.000 eks., og Sko/Torp var i 1991 noget af det hotteste, man kunne lytte til. Et gennembrud for dansk, engelsksproget musik – og i dag er der jo næsten ingen danske navne, der synger på deres modersmål.

Siden fulgte yderligere tre studiealbum med Sko/Torp, inden vennerne i 1997 besluttede sig for at opløse deres duo – og fortsætte karrieren hver for sig.

”Jeg følte, vi var brændt ud. Jeg var selv helt færdig med Sko/Torp, og jeg havde først og fremmest lyst til bare at være mig selv,” forklarer Søren Sko.

Og det må man sige, at han levede op til. Debutalbummet ”Sko” fra 1998 solgte over 40.000 eksemplarer, og Søren Sko modtog en Dansk Grammy som Årets Sanger. Pladen var indspillet i Californien med den amerikanske producer Jamey Jaz ved knapperne.

Gør altid det svære

Søren Sko indrømmer, at mange sikkert ville advare ham mod nogle af de sange, der er med på det nye album. For eksempel er der ikke mange sangere, der har turdet prøve kræfter med Stevie Wonders smukke ballade ”Lately”. Men det tør Søren Sko godt.

”Man skal nogle gange passe på, at man ikke kommer til at gøre musik til raketvidenskab. Det er jo slet ikke så indviklet. Musik er følelser. Så man skal ikke have berøringsangst, bare fordi en sang i forvejen er indspillet i den ultimative version. Når jeg hører en god sang, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle forsøge at synge den – og gøre den til min egen,” siger Søren Sko.

”Nu glæder jeg mig til foråret, når jeg skal ud og spille sange live. Musik er noget, jeg laver for min egen skyld – og fordi jeg ikke kan lade være. Musik er en lige så vigtig del af livet som sex, søvn, mad og drikke. Det er også det eneste, jeg er rigtig god til i livet. Jeg er en klovn til det fleste andre ting,” lyder det befriende ærligt fra sangeren.

Gennem tiden har mange påpeget, at Søren Sko har en stemme, der ligger perfekt til den amerikanske country-musik. Alligevel har man endnu en rendyrket country-plade til gode fra hans hånd – og det er ikke sikkert, den kommer foreløbig.

”Jamen, det ville simpelthen bare være alt for nemt for mig. Og måske er det netop derfor, jeg aldrig har gjort det. Min næste plade bliver nok noget med en meget stor lyd, noget med et big band. Det lyder måske, som om jeg er vældig ambitiøs. Men det har jeg faktisk aldrig været. Jeg laver bare det, jeg synes om. Og så dumper appelsinen bare ned i min turban,” siger Søren Sko.

Som privat er gift og bor på Djursland sammen med sin gymnasiekæreste Henriette, som han har to drenge på syv og ti år sammen med.

- - -

Søren Sko – blå bog:

Sanger og komponist Søren Sko hedder egentlig Søren Svenninggaard og er født den 4. juli 1963 i Aalborg. Da han var ni år, flyttede familien til Hammel, og efter gymnasietiden flyttede Søren Sko til Århus. Her begyndte han at synge kor for bl.a. Sanne Salomonsen og Poul. Under en jamsession på Århus Universitet mødte han guitaristen og keyboardspilleren Palle Torp. I 1989 dannede de duoen Sko/Torp, som musikalsk tog udgangspunkt i engelsksproget, lyttevenlig voksenpop med rødder i amerikansk vestkystrock. Debuten ”On A Long Lonely Night” solgte sensationelt over 200.000 eks., og Sko/Torp væltede nærmest Danmark I 1991.

Efter fire studiealbum og en opsamlingsplade var det slut med duoen i 1997, hvorefter Søren Sko grundlagde en solokarriere som sanger og komponist. Det er der foreløbig kommet fem meget forskellige soloalbum ud af, hvor Søren Sko har prøvet kæfter med soul, R&B, pop og senest standards. Efter solodebuten ”Sko” i 1998 modtog han en Dansk Grammy som Årets Sanger, og albummet solgte over 40.000 eks. Sideløbende har Søren Sko markeret sig som først vokalproducer for EyeQ og siden dommer i anden ombæring af Popstars-projektet, kendt fra TV2.

Søren Sko – diskografi:

Sko/Torp:

”On A Long Lonely Night” (Sonet 1990)
“Familiar Roads” (EMI-Medley 1992)
”Hey You” (EMI-Medley 1994)
“A Perfect Day” (EMI-Medley 1995)
“Radio Song Book” (EMI-Medley 1997), compilation

Søren Sko solo:

“Sko” (PolyGram 1998)
“Shine” (Virgin 2000)
“Unpolished” (Virgin 2001)
“Faith Love Hope” (Noiz 2002)
“One For My Baby” (CMC 2004)

 

 
© 2001 MusikLinien