november 2007
KÆRLIGHED, OVERSKUD
OG FED MUSIK
The Antonelli Orchestra klar
til aftenens show.
Med hat, solbriller og en sidste tår kildevand…
The Antonelli Orchestra, bandet bag TV 2s store publikumsmagnet
Vild Med Dans, har siden debuten for to år siden fået
overvældende succes – både på og udenfor skærmen.
Vi fulgte orkestret en dag på optagelser i Studios på
Amager.
Af Susse Wassmann
Foto: Anders Birch
Cover foto: Thomas Borbjerg
Klokken er kvalme om morgenen, og belysningen dunkel i Studie
1 på Amager.
Kapelmester Claes Antonsen sidder bøjet over sin pc ved
et af de runde borde, som meget senere vil blive pyntet op og
indtaget af forventningsfulde publikummer.
Kapelmester Claes Antonsen lægger sidste
hånd på dagens musikstykker,
inden orkestret går i gang med at øve
Bandmedlemmerne er så småt ved at finde deres pladser
på scenen, hvor et par kander begsort jordemorkaffe står
klar til at ryste morgenhåret og de trætte hjerner
på plads.
- Puh, det blev sgu sent i går! Hvor er Jacob? lyder det
oppe fra scenen.
Spredt mumlen om gårsdagens job med Nik & Jay, One
Two og Sanne Salomonsen, lidt tømmermænd og en
manglende percussionist. Men the show must go on. 11 numre skal
sidde i skabet inden danserne starter deres prøver ved
middagstid.
Claes indtager sin plads bag trommerne og samler koncentrationen
i orkestret. Giver nogle korte instrukser, der for udenforstående
lyder som det rene volapyk, og slår tonen an til Tango
Jalousi.
The Antonelli Orchestra er i gang.
|
Claes Antonsen
venter på,
at de to blæsere,
Nis Toxværd og
Anders Gustavsson,
får talt horn
arrangementet
på plads inden
næste nummer.
|
’En meget væsentlig del af succesen på det her
program er orkestret. Du kan putte en masse kendte og en masse
dansere ind, men hvis du putter et orkester ind, som ikke forstår
konceptet, ville ’Vild Med Dans’ slet ikke have så stor
succes.
Jens Werner, dommer
Sen formiddag. Der er en tæt, koncentreret og god stemning
på scenen. Om lidt kommer teknikerne, og der er briefing
for hele holdet.
- Godt, videre! råber Claes i samme sekund tonerne fra
et nummer dør ud.
Nellie skal lige nå at lave en tv-reklame et andet sted
i byen inden generalprøven, så makeup-artisten
Thomas sminker hende, mens hun synger Tango Jalousi for 117.
gang.
Makeupartisten
Thomas
lægger en sidste på hånd Nellie,
inden hun skal ud af træningstøjet
og i aftenens kostume
|
|
Percussionisten Jacob Andersen har fire timer
for sent sluttet sig til tropperne, og violinist Mikkel Futtrup,
som i dagens anledning er udlånt fra Det Kgl. Kapel, har
efter sit nummer, som fik gåsehuden frem på alle
i studiet, smækket Puccini i discman’en og benene op på
bordet. Han lader sig ikke forstyrre af bandets ’Happy Together’,
som får en ekstra skalle inden pausen.
- Der mangler noget attitude her, vi spiller som et højskoleorkester!
mener Claes.
Ingen sure miner, alle ser glade ud, selv om der skal startes
forfra for 27. gang.
Der er kun et par minutter til første par går
på gulvet. Robert Hansen og Marianne Eihilt står
klar udenfor.
- Ta’ rigtigt godt imod… Marianne og Rooobert! råber regissøren
i sit headset.
’Orkestret er top-professionelle. Det kan man både se
og høre. De ved godt, hvor skabet skal stå.’
Robert Hansen, skuespiller
Tidlig aften. Publikum er så småt begyndt at ankomme,
og The Antonelli Orchestra har trukket sig tilbage til bandrummene.
Claes planlægger morgendagens job over mobilen, to makeup-artister
vimser rundt om Nellie og sætter et ubegribeligt antal
klemmer i hendes hår.
- Det bedste ved bandet er mine drenge – ingen tvivl om det,
siger Nellie mellem to klemmer.
- Før musikken kan spille, skal der være den rigtige
energi og vibe, og det er der. Vi er teamplayere, en slags familie
efterhånden, og der er max kærlighed og overskud
imellem os. Vi er ude i nogle stilarter, vi ikke har en kæft
forstand på, men vi kaster os ud i det, og bakker hinanden
op. Jeg ved ikke, hvor vi ender, men musikken dør ikke
med programmet. Jeg fortsætter sammen med mine drenge.
Guitarist Jacob Gurevitsch: - Der er ingen, der bare passer
sin egen biks i vores band. Sådan kunne det jo nemt blive,
da vi alle arbejder med de største danske navne, men
The Antonelli Orchestra er simpelt hen bare verdens bedste band,
hvor alle står på mål for hinanden. Det er
noget med energien, humoren…
’Definitionen af god musik er jo, at et band er sammenspillede,
og det mærker vi virkelig med gutterne her. De leger sammen,
kommunikerer gennem deres instrumenter, og det er guld værd
for os dansere, for det er jo også det, vi gør
som par, når vi skal fortælle vores historie.’
Soffie Dalsgaard, danser
Der er kun få minutter til programmet går i luften,
stemningen på gangene er behersket hektisk. Danserne er
dresset op i kjole og hvidt, overdådige rober og fuld
krigsmaling til aftenens konkurrence, publikum er varmet op
med underholdning og drikkevarer, og dommere, værter,
kamerafolk, lydmænd, lysmænd, regissører
m.m. har indtaget deres pladser.
Claes kaster et sidste blik i spejlet, retter på frisuren:
- Vi ville ikke gide at spille det, man normalt danser til ved
dansekonkurrencer. Jeg vil være stolt af det, jeg spiller,
og så er jeg ligeglad med, om det lyder som tango, punk
eller whatever – hvis bare det er fed musik. Og det synes jeg,
det her er. Det brænder. Og så kan man lige pludselig
mærke overskuddet og kærligheden. The Antonelli
Orchestra er en munkeorden, som antager alle former og farver.
Og vi stopper ikke…
’Musikken er jo den bærende del, og ballroommusik og
latin er genrer, som kan være meget svære for et
almindeligt orkester. Men jeg synes, at orkestret her lægger
en fantastisk bund, som går lige ind i danserens sjæl.’
Britt Bendixen, dommer
|
|