Pressemeddelelse
Landbrugsmedhjælper
bliver ny countrystjerne i Danmark
Hun er blot 28 år, hun hedder Wenche, hun bor i Frederikshavn
– og nu debuterer hun som professionel sangerinde med albummet
”Country From My Heart”, der udkommer 6. september 2004. Wenche
synger, som om hun aldrig har lavet andet. Men det er blot fire
år siden, hun første gang sang foran et større
publikum.
Af Peter Hartung
Det er ikke hver dag, den danske musikscene kan præsentere
et debutant med så meget power i stemmen, som man finder
hos den 28-årige nordjyske sangerinde Wenche.
På debutalbummet ”Country From My Heart” giver hun en
overbevisende opvisning i, hvor stilsikkert og medrivende, 14
af country-musikkens største hits kan præsenteres
i ny dansk indpakning. Stort og flot lyder det, som havde hun
stået i lære hos Patsy Cline og Dolly Parton.
Det har hun på en måde også. For Wenche med
efternavnet Hartmann lægger ikke skjul på sin store
gæld til netop country-musikkens etablerede, feminine
topnavne.
”Jeg er dybt fascineret af de store kvindelige country-stemmer.
Jeg har lært en hel masse ved blot at sidde og lytte til
især Patsy Cline og Dolly Parton, men også mange
andre sangerinder. Jeg håber, jeg kan fortsætte
med at udvikle mig, så jeg engang kan synge med samme
overbevisning. Men det kræver masser af rutine,” erkender
Wenche.
Den nye danske country-stemme bor privat i Frederikshavn. Hun
er opvokset i den lille nordjyske flække Øster
Holmen og er p.t. i gang med en landbrugsuddannelse som jordbrugsassistent.
Musikken har hun nærmest fået i barselsgave, idet
hendes far er rytmeguitarist og tager rundt og spiller 60’er-rock
til private fester. Som barn sang Wenche i skolekor, men det
er først de seneste fire år, den musikalske karriere
er begyndt tage fart og form.
”Det hele startede faktisk i august 2000, da min far bad mig
om at synge ”Crazy” til en 50-års fødselsdag på
Svalereden Kro ved Søby. Det gik godt, og siden begyndte
jeg at optræde med country-numre ved forskellige lejligheder,”
forklarer Wenche.
Meget stor stemme
Wenche brugte derefter et par år på at sætte
sig ind i country-musikkens univers. Hun lyttede med voksende
interesse til navne som tidligere nævnte Patsy Cline,
Emmylou Harris, Linda Ronstadt, LeAnn Rimes, Garth Brooks, Loretta
Lynn, Shania Twain og mange, mange flere.
”Jeg kommer fra en musikalsk familie, hvor vi har lyttet til
al slags musik. Og netop country har vist sig at ligge godt
til min stemme. Country er desuden en del af min personlige
musiksmag sammen med bluegrass, blues og R&B. Country er
afslappende at lytte til. Det er desuden let tilgængeligt,
og der er masser af ørehængere,” fastslår
Wenche.
På hendes debutalbum har hun valgt at præsentere
sine fortolkninger af 14 velkendte country-sange, produceret
i absolut international stil af den danske musiker og producer
Knud Erik Smidt, der selv spiller keyboards på Wenches
debutalbum.
Albummets grundspor og vokaler er indspillet i Lundgaard Studios
mellem Esbjerg og Kolding, mens de specielle country-instrumenter
(pedal steel, violin, akustisk guitar) er indspillet i Nachville,
USA, med specialiserede amerikanske studiemusikere. Resultatet
er et traditionelt, meget amerikansk klingende album, der appellerer
til et meget bredt publikum.
”Wenche er et fund af en sangerinde,” fastslår producer
Knud Erik Smidt.
”Hun har en meget stor stemme med perfekt udtale og frasering.
Det er ikke til at forstå, at hun kun har fire års
erfaring. I studiet er hun utrolig selvkritisk og nærmest
perfektionist. Hun er meget bevidst om sine virkemidler, og
hun har uden problemer lagt anden- og tredjestemme på
sine egne vokaler. De fleste af numrene er indspillet på
bare to eller tre takes.”
Respekt for originalerne
Selv tager Wenche den megen ros med ophøjet jysk ro.
Hun betragter sig selv som en yderst jordnær, glad og
positiv pige, der færdes mere hjemvant på landet,
i naturen og blandt dyrene – end i byen. Men samtidig er hun
tiltrukket af muligheden for en musikalsk karriere, og nu er
hun altså på gaden med sin professionelle albumdebut
på et landsdækkende pladeselskab.
Albummet byder som nævnt på en perlerække
af kendte sange: ”Snowbird”, ”Stand By Your Man”, ”Rose Garden”,
”Cryin Time”, ”Nobody’s Child”, ”Oh, Lonesome Me” og så
videre.
”Jeg betragter det her som mit første rigtige album.
Og jeg har bevidst valgt at lade mine versioner ligge tæt
på originalerne. Når man skal etablere sig, tror
jeg det er vigtigt at lægge ud med noget velkendt. Så
kan man altid tage flere chancer og eksperimentere senere, når
man først har fundet et publikum og et ståsted,”
mener Wenche.
”Det er ikke min intention at gå ind og forsøge
at lyde nøjagtig som de garvede country-sangerinder.
Det her er min personlige udlægning af sangene, uden at
jeg har anstrengt mig for at lave en masse om. For mig er respekten
og ærbødigheden over for sangene den vigtigste,”
forklarer Nordjyllands nye sangfugl.
”Nu skal jeg nok lige vænne mig til, at der er øget
fokus på mig. For mig er sang stadig en hobby, men hvis
det kan lade sig gøre, ville det være en drøm
at kunne leve af det. Foreløbig er mit mål at blive
færdig med min landbrugsuddannelse, hvilket efter planen
sker i 2006. Samtidig kan jeg jo sagtens tage ud og synge i
weekenderne. Og så må vi se, om jeg er så
heldig at slå igennem.”
|