Comeback på CD 40 år efter


The Lions Story
The complete recordings 1963 - 1966

Egentlig burde de være glemt for længst, men nu har makkerparret Leif Christensen og Thomas Gjurup taget dem frem fra de støvede lagerhylder, pudset dem af og genudgivet dem på en CD med det komplette materiale fra 1963 til 1966. Kort sagt, et af landets bedste pigtrådsband, The Lions, er igen klar til at erobre musikanlægget, som de gjorde dengang i tresserne, hvor de var et af de hotteste navne på den danske musikscene sammen med The Defenders, The Hitmakers, Peter Belli & Les Rivals og Sir Henry & His Butlers. Alle disse bands udgjorde, hvad man kan kalde dansk pigtråds 1. division.

The Lions stod for det mere rå og upolerede udseende, nappaveste og langt hår, hvor de andre bands var pæne og noble orkestre i nydelige scenehabitter og med veltilrettelagte langhårsfrisurer - selv Les Rivals slap ikke scenehabitterne, da de lod håret gro. The Lions fik tilnavnet "de danske Rolling Stones" i popbladet "Hit". Det navn blev naturligvis banket endnu mere fast, da The Lions var opvarmningsband ved de to danske Rolling Stones-koncerter i 1965. Det var faktisk kun udseendet, som The Lions havde tilfælles med de rå engelske rullesten. Musikalsk byggede The Lions naturligvis på rhythm & blues, men lige så meget på rock'n'roll, obskure countrynumre og lidt mere stille beat-ballader. De indspillede faktisk ikke et eneste Stones-nummer, og de var væsentligt mere inspireret af engelske rhythm & blues-grupper som Manfred Mann og The Sorrows.

Guitaristen fra dengang, Jan Due erindre:

“Vi så altid lidt op til The Defenders og The Hitmakers - de var bedre musikere og kunne flere akkorder - men måske på grund af vore mangler i den retning, spillede vi hårdere og vildere, og fik det til at svinge bedre. Vi var også bedre stillet i pladestudiet, da vi selv kunne gå ind for alt, hvad vi indspillede, hvor mange af de andre bands fik dikteret, hvad de skulle indspille, udfra hvad selskabet skønnede kunne sælges.”

Den spæde start
ANDERUMPER OG MAVERICK-SLIPS

"Jan’s far havde en pølsevogn ude på Østerbro - og det var jo et naturligt samlingssted for unge mennesker. Jeg kom i snak med Jan og vi fandt ud af at vi begge spillede, så hvad var mere naturligt end at danne et band. Først havde vi Erling Sonne med på bas, men det holdt ikke længe på grund af hans pige. Vi hed The Lions lige fra starten selvom det dengang nok mere normalt at hedde Johnny & the et-eller-andets, men navnet fungerede jo godt siden", fortæller Børge, der spillede trommer i The Lions.

Det var i 1962 og snart var de fem mand, som krævedes til et ordentligt Cliff Richard and The Shadows-inspireret orkester. Gruppen kaldte mig for The Lions og deres "Cliff" (eller rettere sagt forsanger) var Henning Andersen. "Skyggerne" var Jan Due, singleguitar, Børge Christiansen, trommer, Henning Gartner, rytmeguitar og Ole Kirketerp på bas. Udstyret med fint scenetøj og anderumpehår gik de i gang med at erobre verden, som dog kun blev til mindre jobs i Thomas P. Hejles ungdomsklub og andre ungdomsklubber. De øvede et autoværksted i Husum som Jan Dues onkel havde.

Da Peer Frost (tidligere organist i Palladium-biografen) arrangerede en konkurrence for lovende amatør-orkestre i Tivolis koncertsal i 1963, meldte de 5 ambitiøse ungersvende sig naturligvis. The Lions blev nummer fire efter The Treffters, The Telstars og The Sharks. Præmien var en pladeindspilning til de fire højst placerede orkestre. En lille, faldefærdig lejlighed på Nørrebrogade 38A udgjorde studiet for Domino Records. Her indspillede de "Whistling Walk", som Jan Due havde skrevet. Et selvskrevet nummer var i øvrigt en af betingelserne for at deltage i konkurrencen. Resultatet blev en EP med titlen "Pop Melodi Grand Prix 1963" på Domino-plademærket.

Den Klassiske Besætning Opstår

“Der blev ikke indspillet mere end dette ene nummer, så det er hvad der eksisterer med de oprindelige The Lions - og når man hører det i dag lyder det jo heller ikke rigtig som The Lions. Kort efter skulle Henning Andersen giftes og det passede ikke konen med alt det spilleri. Henning Gartner samt Ole Kirketerp forlod omkring samme tidspunkt rockmiljøet på grund af uddannelse, som det hed. Vi søgte musikere via en annonce i Politiken, hvor bassisten Anker Klenz, dukkede op. Han var professionel musiker og havde bl.a. spillet med Svend Nicolaisen. Erling Bethnass søgte jobbet på rytme og sang, men han ville kun med, hvis Mogens Andersen (Tony) også kom med. I øvrigt er der en sjov historie omkring billederne, der blev taget i forbindelse med EP-coveret. Jeg var soldat på det tidspunkt med det tidlige The Lions og var naturligvis udeblevet fra en vagt, så jeg sad og hyggede mig i brummen, da billederne skulle tages. Gode råd var dyre, men min eenæggede tvillingebror Erik indvilligede i at trække i mit scenetøj og agere Børge på billederne. Det er dog mig, der spiller på pladen", fortæller Børge.

Forsangeren Tony husker:

“Jeg og Erling havde spillet i en duo bl.a. som The Two Guys og vi deltog i et hav af talentkonkurrencer. Erling spillede guitar og jeg sang. Vores repertoire var meget amerikansk domineret fra plader jeg havde købt, da jeg sejlede blandt andet til U.S.A. Du ved The Everly Brothers, The Shirelles og nogle country navne. Musik som jeg på en eller anden måde førte ind i The Lions. Jeg kunne naturligvis ikke hedde Mogens Andersen i en rockgruppe. Jeg var stor fan af sangeren Tony Orlando og skuespillerinden Jo-Ann Summers - ja, og resten kan I jo selv regne ud.

Vi førte os rigtig frem med små visitkort.

Den første rigtige succes

En eftermiddag sidst i 1964 kom "Skinnie Minnie" og "Sticks And Stones" i båndkassen i Roklubben Kvik. Jørn Adrian var producer og rumklangen blev fremskaffet ved at Adrian gik ud på toilettet med en højttaler og en mikrofon. Pladen blev et mindre hit, som solgte ganske pænt efter danske forhold.

Tony:

“Den næste single “Gone, Gone, Gone” blev indspillet i Metronome studierne på Vibevej. Og som en lille hemmelighed kan jeg fortælle, at Mogens “Django” Petersen supplerede Jan på guitar ved denne indspilning!

Jan:

“Det lyder måske åndsvagt, men helt ærligt: pladesalget interesserede os overhovedet ikke. Det, der interesserede os, var, om vi kunne få jobs. Hvis du lavede en plade, og den blev spillet i radioen - specielt, hvis den var med på Jørgen Mylius Top Tyve, eller hvad det nu hed. Så tjente man på det indirekte, vi fik vi jobs i alle klubberne rundt omkring i Jylland, Fyn oq andre steder, og prisen gik lige så stille opad. Et job til 3-4000 kr. for en tirsdaq aften var et godt job - men så skulle vi selv betale færge, benzin og så videre - og så var vi fem til at dele. Vi var oven i købet i den bedre ende af den økonomiske skala. Vi var 4-5 grupper, der altid havde nok at lave. Vi var ude at spille hver eneste lørdag-søndag og havde også masser af hverdags jobs; der var virkelig gang i den! Vi levede og tjente faktisk godt efter tidens forhold, men millionærer blev vi aldrig!”

1965 blev virkelig The Lions år. I "Hit" blev de valgt som 3. bedste danske gruppe, de havde en talrig fanklub og fik hele fire singler og en LP udsendt.

De blev bestormet af fans og specielt i Hit House var de det absolutte topnavn - deres tredje single var også en hyldest til det københavnske pop-Mecca; "Hit House Shake” skrevet af Jan Due og Poul Borum (daglig leder af Hit House).

Tony:

“Jeg husker udmærket det nummer for jeg havde en fed halsbetændelse, da det skulle indspilles, men det kom i kassen - og blev vel på en eller anden måde vores største hit.”

Jan:

“Hit House var bare stedet! Naturligvis var der også Resi, Karrusellen, Jomfruburet og Giraffen, men Hit House var og blev STEDET, hvor man spillede. Ofte havde man engagementer, hvor 14 grupper eller mere spillede samme dag. Vi var priviligerede, som topnavn fik vi lov til at spille på vores eget anlæg - vi kendte akustikken og vidste, hvordan det helst skulle stå for at lyde bedst. Alle opvarmningsorkestrene var henvist til at benytte husets anlæg, der da for øvrigt var udmærket.

De små grupper, der stod nederst på plakaten, fik ikke ligefrem lov til at betale for at spille der, men de fik heller ikke noget for det. Men det var jo en chance. Hvis en eller anden gruppe fra Lolland-Falster - eller hvor de nu kom fra - kunne skilte med at have spillet i Hit House, så var de pludselig "in" derhjemme.

Jeg vil ikke sige, at vi var de populæreste derinde. Hvis man satte en skala på, var det nok The Defenders, The Hitmakers, Peter Belli og lige over os Sir Henry. Grupper som The Rocking Ghosts og Matadorerne fængede aldrig rigtig derinde, de havde deres helt specielle publikum andre steder. Og så under os kom alle de andre bands, såsom Someones, The Beethovens, The Clidows - ja, og hvad de nu hed! Der var utrolig mange gode bands dengang. Vi havde for øvrigt publikumsrekord i Hit House. Det var en søndag engang i 1965, hvor vi havde en næsten kilometerlang kø udenfor. Poul Borum kom så op og sagde, at dette var rekorden, og vi var eneste band den søndag, så det kan ingen kan tage fra os.”

The Lions spillede i hver eneste lille og store dansebule- og popklub i Danmark, men også i udlandet havde de flere turneer, f.eks. i Tyskland, Sverige og specielt i Finland var de utrolig populære.

Jan:

“Ja, i Finland skabte vi næsten Beatles-kaos. Jeg kan huske den første gang, vi skulle der op. En lang række aviser havde skrevet spalte op og spalte ned om sensationerne fra Danmark, men det vidste vi naturligvis intet om. Så da vi ankom dertil, var der et opløb af den anden verden - vi troede, der var sket en ulykke, eller at en eller anden kendis skulle komme, men da de fik øje på os, skreg og hylede de som besatte. Det var helt utroligt! Nok var vi populære i Danmark, men dette her var fuldstændigt utroligt! Vi var deroppe 5-6 gange af en måneds varighed hver gang, og vi var altid meget populære. Jeg kan huske, vi varmede op for The Rolling Stones deroppe, og naturligvis må Stones kunne have husket os, da vi jo også havde varmet op for dem i København, men det lod de sig ikke mærke af. Først efter at vi faktisk havde hugget showet fra dem - nej, nej, naturligvis var det Stones folk var kommet for at høre, men tænk dig at stå som opvarmningsband og blive bedt om at lave ekstranumre, så topnavnet må vente! Det var helt utroligt! Og efter koncerten ville Stones pludselig. gerne tale med os. Vi var for øvrigt også i finsk fjernsyn flere gange... Ja, og i italiensk TV. Jeg ved ikke hvorfor, men da vi fik vores LP udsendt i 1965, kom der pludselig bud fra Italien om, at de ville udsende LP-en dernede, og at vi skulle optræde i fjernsynet - vi har aldrig optrådt dernede før eller senere.”

Tony:

“Til gengæld oplevede jeg at blive skudt efter med pistol i Finland på grund af vores lange hår - ja, det prøvede vi sgu da også i Esbjerg, hvor en norsk fisker ikke rigtig syntes om vores succes overfor de lokale piger på hans domæne, men han havde nok været sur på os uanset hårlængden………"

Pigtrådskrigen!

I april 1965 ragede Peter Belli uklar med Rivalerne og forsøgte at hyre medlemmer fra andre danske grupper heriblandt The Lions.

Børge:

“Vi forsøgte at etablere en dansk supergruppe med Belli, Peer Frost, Gert Rostock, Jan Due og mig selv sagde hunden…….jeg kan huske vi øvede op til en Chuck Berry koncert, hvor vi blandt andet skulle have backet, men det hele løb ud i sandet - og vi vendte tilbage.”

Tony:

“I den uge eller uger dette varede var The Lions, - vi havde jo stadig kontrakter at opfylde, - mig, Peter Monrad. Biller Sardorff på guitar og så to fra The Beethovens John Gerwin på bas og Carsten Smedegaard på trommer. Anker fik rodet sig ind i Joe E. Carters Group, da han altid var til den lidt hårdere rhythm and blues. Peter Bellis projekt gik i vasken. Anker og Peter var ikke så opsatte på at tage Børge og Jan tilbage - og det blev aldrig det samme igen. Jeg kan fandme godt forstå at vores fans var forvirrede - det var var vi godt nok også.”

Albummet "Many Sides Of The Lions" står i dag som måske det bedste danske pig-trådsalbum. Det lever faktisk op til titlen, da den viser alle siderne af The Lions. De stille beatballader så som Sonny & Cher's "I Got You Babe", Peter Abramsens "At A Dance", som var skrevet til gruppen, Roy Orbison's "In Dreams", hvor Triola nødtvungent måtte ofre 3-4 ægte strygere, selvom de først ville nøjes med orglet. De populære beatnumre fra tiden som Manfred Mann's "If You Gotta Go, Go Now" og de stærke rhythm & blues-sager såsom The Sorrows' "Baby", "Seventh Son" og "You Don't Love Me". Sidstnævnte var for øvrigt også ude som single. Coveret til denne single blev tegnet af en total ukendt, ung fyr ved navn Peder Bundgård, som havde sendt sin tegning ind til en Triola-konkurrence om at tegne The Lions. Den store præmie var en middag i byen med The Lions. Sidenhen er der nok blevet råd til en hel del middage for hr. Bundgård p.g.a. covers til bl.a. Gasolin-LP-er, men The Lions var hans første cover. Vi spurgte Tony, hvor et nummer som "You're The Reason" kom fra?

Tony:

“Det lyder måske lidt pudsigt, men faktisk fandt vi nummeret i Hamburg, hvor danske The Sleepwalkers spillede nummeret - siden fandt vi ud af at det var en amerikansk country melodi fra Don Gibson eller sådan en. "Little By Little" er ikke hentet fra Peter Belli - snarere tvært om, vi fandt den på en tidlig Tom Jones plade!!! "The Little Bird" kommer fra Marianne Faithfull og rent faktisk blev den også indspillet i en dansksproget udgave, men aldrig anvendt.”

1966 – Opbrud i løvens hule

The Lions popularitet fortsatte ind i 1966, engagementerne væltede fortsat ind. Gruppen designede tøj for modeforretningen Nyhavn 13, hvilket bl.a. resulterede i Lions jakken, der solgte over 5000 stk. og Jan Due-bukserne. Gruppen blev også brugt i reklamer for Red Pop Shoes og Pop Is.

Det det hele så lyst og venligt ud. Men i "løvernes hule" var der vaklen i geledderne. Først gik trommeslageren Børge Christiansen og blev erstattet af Niels Kjær (tidligere Les Rivals og Ex-checkers).

Børge:

“Der har været mange gode historier om at jeg blev fyret og bla-bla, men den rigtige historie er, at jeg var kørt træt af at skulle spille hver eneste aften. Da jeg stoppede var der ikke en eneste fridag i det næste halvandet år i udsigt. Jeg var brændt varm på en sød pige i Hit House og ville giftes. Så jeg sagde op og solgte trommerne dagen efter - og er i øvrigt stadig gift med den søde pige fra Hit House.”

Den nye besætning indspillede singlen "The Boots Are Made For Walking/"I Want You".

Tony:

“Der er jo mange gode historier om at vi blev fortalt, hvad der skulle indspilles. Og nogen har måske undret sig over "Boots" pladen. Men den hørte jeg over Radio Luxembourg før den kom ud i Danmark - og Mørks (Triola) var med på ideen med det samme. Som et lille kuriosum kan jeg nævne, at benene på coverfotoet tilhører "Miss Danmark 1966", som for øvrigt blev gift med Ex-checker John Inglis."

Bagsiden "I Want You", som stammede fra Graham Bond repertoiret, blev et af de mest rå, vilde og efter min (T.G.) mening bedste indspillede beatnumre af en dansk pigtrådsgruppe.

Kort tid efter gik Peter Monrad for at spille med The Beethovens og han blev ikke erstattet. Så den sidste The Lions-single, "Something You Got", blev indspillet med de resterende fire medlemmer med Tommy P. Petersen på orgel. I oktober 1966 stod Tony og Anker Klenz også af.

Tony:

“Jeg tror vi alle var kørt lidt træt i ræset. Det som startede som en hyggelig og vel også meget indbringende hobby var blevet for meget. Vi gik hinanden på ligesom det også gik mange af de store udenlandske navne. Og der var ikke den store hurlumhej om det. Peter Monrad kvajede sig i Fåborg, som jeg ikke vil komme nærmere ind på, men det var naturligt han forsvandt fra os. Han fyrede vist sig selv!”

Jan:

“Man står jo ikke bare af, så jeg kørte kontrakter færdig i et år tids først med mig selv sagde hunden og Niels Kjær, og vi fik Jørgen "Træfod" Christensen på rytmeguitar og Per "Fessor" Christensen på sang og bas med. Musikalsk kørte det meget godt, men det var jo ikke ligesom The Lions mere.”

Den nye besætning holdt til februar 1967, hvorefter en allersidste variant af The Lions opstod med Jan Due og tre tidligere medlemmer af Finn Tony And Them.

I sommeren 1967 blev The Lions definitivt opløst.

Tony Summers dannede efter aftjent værnepligt orkestret Lost & Found sammen med bl.a. Peter Monrad. De fik et stort hit med singlen "No, No, No, No" i 1968 i en lang række europæiske lande. I dag er Tony pensionist og nyder livet efter 25 år hos Carlsberg.

Jan Due startede efter The Lions et bookingbureau sammen med Pierre Beauvais i en kort periode, drev fotoforretning og samtidig tog han en uddannelse som proffessionel pilot. I 1975 startede han sit eget Taxi Charter flyselskab, der fik navnet JETAIR. Jetair beskæftigede sig også med køb og salg af flyvemaskiner og kørte med stor succes i flere år. I 1981 solgte Jan Due det hele. I oktober 1983 åbnede han Restaurant Raadhuskælderen i Roskilde, som han oparbejdede til et af de populæreste spisesteder i byen. I de sidste 10 år har han boet skiftevis i Spanien og i Danmark. I 2001 solgte han restauranten og bor nu permanent på Costa Del Sol i Spanien og nyder livet.

Børge Christiansen tog efter The Lions sit fag op igen. Og har i dag sit eget malerfima BC-Enterprise. Peter Monrad har været tilknyttet forskellige Københavner restaurationer som tjener.

Albummet "The Lions Story - The complete recordings 1963 - 1966" kan købes hos udvalgte pladeforretninger, eller bestilles hos Oasen på tlf. 36 78 99 16.

Fotograf: Stig Ulrichsen - trekløveret bag den nye opsamlingscd, udgiveren Leif Christensen, bandets forsanger Tony Summers og Frost Records repetoirechef Thomas Gjurup.

"Foto fra bookletten" - Billede fra af bandet fra de glade tressere, fra venstre Peter Monrad, Tony Summers, Jan Due, Børge Christiansen og Anker Klenz.

Kilde: ”The Lions Story” bookletten af Thomas Gjurup