Pressemeddelelse
Casper Christensen & Co.
bøjer sig for folkekrav!
I marts 2002 udsendtes Casper & Mandrilaftalen på
DVD og VHS. En udgivelse, der kan prale af at være både
original underholdning, uefterligneligt og forstyrrende plat!
Udgivelsen er nu solgt i næsten 30.000 eksemplarer.
Populariteten var ikke til at tage fejl af, og en ivrig afstemningsaktivitet
blandt fans på www.mandrildvd.dk er grunden til, at
Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Lasse Rimmer og
Frank Hvam nu er aktuelle med efterfølgeren, der har
fået undertitlen "Fisso".
Nu med nye optagelser og musik
"Fisso" er titlen på et helt nyt afsnit, som
de fire Mandriller indspillede i januar 2003. "Selvom
det er tre år siden, vi sidst var samlet omkring produktionen
af Casper & Mandrilaftalen, var det forbavsende let at
finde tilbage. Da kostumerne kom på, var det hele pludselig
som i de gamle Mandril-dage", fortæller Lars Hjortshøj.
Mange af de bedste mandrilafsnit indeholder musik - derfor
medfølger der som bonus en cd med "De største
Mandril-hits".
Hvis du ikke kender Casper & Mandrilaftalen
.....kan vi fortælle, at det er bizart og vanvittigt
morsomt - uden man helt forstår hvorfor! Casper Christensen
tager gas på danskerne og TV med en stiff upperlip.
Han orienterer om og forklarer omhyggeligt det, som vi alle
sammen oplever, men naturligvis set gennem komiske briller
og i det skæve spejl. Hans medspillere er vittige uden
at være prætentiøse, og hans egen performance
er original, absurd og meningsløs.
Påskeæg
På DVD'en er der indlagt et påskeæg - et
easter egg, som er slang for en skjult overraskelse. Hvad
denne overraskelse er....ja, det er naturligvis en hemmelighed!
"Casper & Mandrilaftalen 2 - Fisso" udgives
den 24. marts.
Fotograf: Claus Peuckert
Med venlig hilsen / Best Regards
Stig Ulrichsen
Promotion - CMC Records A/S