Forsiden.
 


Artikler
Oversigt
CD udgivelser
CD anmeldelser
Sladder om de kendte
Nyheder musik/film

Musik
Lediglisten
Solo
Duo
Trio/Band
Underholdning
Musik og tekst

Grejnyt
Tests
Gode råd
Artikler
Pressemeddelelser
Nyheder
Brugtbixen

Arrangementer
Demo'er
Kurser
Møder
Spillesteder

Links/grej
Musikforhandlere
Importører
Lys
Midifiler/Styles

Links/andetBooking
Pladeselskaber
Studier
Forlag
DMF
Musikerklubben
Hitlister
Radioer
Steder på nettet

Kontakt
Priser
Musikertilmelding
Bestilling af Link
Skriv til os

 

 

 

 

Pressemeddelelse


Smokie genoptager sangskrivningen

Efter to succesfulde album-udgivelser med covernumre genoptager det engelske band Smokie sangskrivningen på sit nye studiealbum, ”On The Wire”. Ifølge bassist Terry Uttley – der har været med fra starten for snart 30 år siden – har Smokie aldrig været i bedre form end nu.


Af Peter Hartung

Det engelske popband Smokie udsender nu sit første studiealbum med egne sange i mange år. ”On the Wire” er titlen på det nye album, der markerer starten på en ny stærk periode for bandet, der trods sine snart 30 år på bagen nægter at slappe af og stoppe udviklingen.
”Vi fortsætter med at udvikle os på det nye album. Efter to album med kopinumre var det vigtigt for os at genoptage sangskrivningen. Vi er stadig meget ambitiøse. 11 af de 14 numre på det nye album har vi selv skrevet. Og vi er meget tilfredse,” siger bassist Terry Uttley.
Som den eneste af bandets nuværende fem medlemmer har han været med helt fra starten i 1975, da Smokie kaldte sig Smokey og udsendte debutalbummet ”Pass It Around”. Han har oplevet en lang række op- og nedture, men mest succeser. Stribevis af førstepladser på hitlisterne, fyldte stadions og tre generationer af begejstrede fans.
Smokie kan måske bedst sammenlignes med Brasiliens fodboldlandshold. Uanset, at der af og til skiftes spillere på holdet, fortsætter Brasilien med at spille verdens smukkeste fodbold. Smokie har på samme måde oplevet en række udskiftninger på holdet gennem årene.
Men holdspillet har aldrig taget skade, og i dag står Smokie med det måske stærkeste hold nogensinde: Mike Craft (sang, guitar), Terry Uttley (kor, bas), Mick McConnell (kor, leadguitar), Martin Bullard (tangenter) og Steve Pinnell (trommer, percussion).

Bedre end nogensinde

”Smokie er ikke et hold af stjerner. Vi er et band. Smokie er en sound og ikke afhængig af én person, som man ofte oplever det på popscenen. Vores styrke er samarbejdet, og jeg tør godt sige, at vores nuværende sammensætning er den bedste nogensinde. Smokie har simpelthen aldrig været bedre end nu,” mener Terry Uttley.
Udsagnet er bemærkelsesværdigt, når man ser tilbage på Smokies historie. For der har sandelig både været dygtige spillere og en enkelt superstjerne på holdet gennem tiden.
Det hele startede i West Yorkshire, England, i starten af 1970’erne. Her fandt bassisten Terry Uttley – der således har spillet med siden den allerførste tone - sammen med sine musikalske venner Chris Norman og Alan Silson, på St. Bedes Grammar School i Bradford. De dannede en gruppe ved navn The Yen, siden omdøbt til The Sphynx.
Forholdene var meget primitive. Det første stykke tid måtte Terry lade en guitar med fire strenge gør det ud for en bas. Men trods endnu et par navneforandringer skete der ikke noget, før den aften i Cheshire, hvor gruppen blev opdaget af Bill Hurley.
Han skaffede gruppen den afgørende kontakt til det makkerpar, der kom til at tegne lyden af britisk radiopop i 1970’erne: Nicky Chinn & Mike Chapman. Det første hit for Smokey (som lod sig omdøbe til Smokie efter ballade med folkene bag den amerikanske sanger Smokey Robinson) i 1975 endte dog med at blive bandlyst af flere radiostationer, fordi titlen ”Pass It Around” kunne lede tanken hen på hashcigaretter!

Populære nye sange

Som Smokie blev succesen nærmest uden ende. Hit på hit fulgte: ”Livin’ Next Door To Alice”, ”Don’t Play Your Rock’n Roll To Me” og ”If You Think You How To Love Me”, der på en måde kendetegner gruppens specielle lyd af tætte guitarer og skarpe vokaler.
Sangene på det nye Smokie-album har alle chancer for at blive næsten lige så populære blandt gruppens mange fans i Skandinavien og resten af verden. ”On the Wire” rummer stribevis af de ørehængere, der efterhånden er blevet synonymt med en Smokie-udgivelse.
”Vores sound er som opskriften på Kentucky Fried Chicken. Den er hemmelig. Men det er rigtigt, at vokalharmonierne er vores varemærke,” siger forsanger Mike Craft.
På det nye album kan man for eksempel nyde vokalerne på førstesinglen ”Over You” eller på den følsomme ballade ”Home Is Where You Are”. Eller man kan lade sig rive med af de herligt rockende numre ”Ain’t Gonna Rain” og ”Love On a Wire”.
Sidstnævnte sang er i øvrigt skrevet ud fra et oplæg fra den danske sangskriver Ole Boskov. Han var blot en ud af mange hundrede, der indsendte sange til det nye Smokie-album.
Mike Craft beretter om udvælgelsen af de 14 nye sange:
”Vi må have lyttet til omkring 1000 sange. Men i langt de fleste tilfælde var vores egne sange bedre end dem, vi fik tilbudt fra andre sangskrivere. Vi valgte dog at arbejde videre på Ole Boskovs sang, så den kom til at passe til vores stil. Den er måske stadig lidt atypisk, men vi har spillet den live mange gange, og den er allerede meget populær og en rigtig partysang!”
Ifølge Smokie-medlemmerne har mange af gruppens fans allerede hørt en del af de nye sange under gruppens koncerter i år. De nye sange var allerede skrevet i december 2002, men Smokie har brugt masser af tid i studiet på at indspille dem optimalt.

Dramatisk historie

Mike Craft er blot én af flere tilkommere i bandet, der nægter at give op, selv når det ser værst ud. Smokie spænder i dag aldersmæssigt fra 53-årige Terry Uttley til 40-årige Mick McConnell. Men bandets historie har været både dramatisk og enestående.
Den oprindelige forsanger i Smokie, Chris Norman, fik tidligt ambitioner om at gå solo, ansporet af en vellykket duet med Suzi Quatro, ”Stumblin' In”, i 1978. Og netop som det gik bedst – efter fem år på landevejene og hitlisterne - besluttede vennerne pludselig at opløse gruppen.
Og var det gået stærkt før, kom det til at gå endnu stærkere, da Smokie blev gendannet i 1986, først med Chris Norman som forsanger igen, men ganske kort tid efter - da Chris pludselig besluttede sig for at prøve at gøre solokarriere - med en ny forsanger, Alan Barton.
Støt og roligt fik det nye Smokie tændt et nyt lys i karrieren. Det album, der nok for alvor brændte sig ind i bevidstheden hos publikum, var ”Celebration” fra 1994 med blandt andre ”Can't Cry Hard Enough”, der viste sig at skulle få en sørgelig betydning for Smokie.
I marts 1995 kom Smokie nemlig ud for en trafikulykke på vej til lufthavnen i Düsseldorf, og mens Alan Silson og Terry Uttley blev hårdt ramt af kvæstelser, var Alan Bartons skader så voldsomme, at han mistede livet efter fem dages kamp på intensivafdelingen.
En lang overgang overvejede gruppen at give op, men en særdeles kraftig opbakning fra især fans, men også medier, fik Smokie til at se sig om efter en afløser, en god ven af bandet, Mike Craft, som siden har tegnet Smokies meget karakteristiske frontvokal.
Med ham på holdet har Smokie skrevet nye kapitler til succeshistorien, senest med det retrospektive boxsæt ”The Hit Box”, som via ti cd’er fortæller hele Smokie historien i musik.

Sjovere med årene

Efter næsten 30 år kunne man godt frygte, at Smokie var brændt ud. At gruppen havde nok i at hvile på fortidens laurbær – og nøjes med at spille de gamle hits igen og igen.
Men som nævnt er ”On the Wire” beviset for det modsatte: Smokie er i storform! Og bandet er klar til at bekræfte sit ry som det måske hårdest arbejdende band i musikbranchen, hvor det sidste år blev til 260 dage på turné samt 178 flyveture fra land til land for de fem musikere og deres utrættelige manager John Wagstaff.
”Faktisk bliver det sjovere og sjovere at spille, når man bliver ældre. Af den simple grund, at man bliver bedre til det med årene,” siger keyboard-manden Martin Bullard.
”Det er en passion,” mener veteranen Terry Uttley. ”Som barn gik jeg og troede, at hvis bare jeg en dag blev popstjerne, så kunne jeg sove længe om morgenen. Bullshit! Vi står tidligt op næsten hver dag, og jeg hader tidlige flyafgange mere end noget andet. Nogle dage er hårde. Men alt går lettere, når man holder af det, man laver.”
Smokie-trommeslager Steve Pinnell udtrykker det klarere på vegne af alle i gruppen, der synes at blive mere og mere populær, som årene går:
”Jeg elsker det her liv! Jeg kan ikke forestille mig at lave andet.”

Smokie – selektiv albumdiskografi
Pass It Around - 1975
Changing all the time - 1975
Midnight Cafe - 1976
Bright Lights & Back Alleys - 1977
Montreaux Album - 1978
The Other Side of the Road - 1979
Solid Ground - 1981
Strangers in Paradise - 1982
Midnight Delight - 1982
My Heart Is True - 1988
Boulevard of Broken Dreams - 1989
Whose are these boots? - 1990
Chasing Shadows - 1992
Burnin' Ambition - 1993
Celebration - 1994
Who the F... is Alice -1995
From Smokie With Love - 1995
The World And Elsewhere - 1995
Light A Candle – The Christmas Album - 1996
Wild Horses - The Nashville Album - 1998
Smokie Live - 1998
Our Danish Collection - 1999
Uncovered - 2000
Uncovered Too - 2001
The Hit Box, boxsæt med 10 cd’er - 2003
On the Wire (CMC) - 2004
On the Wire – trackliste:
Over You (Mike Craft/Patrick Macdonald)
Ain’t Gonna Rain (John Davies/Mick McConnell)
Love On A Wire (Ole Boskov/Martin Bullard/Mike Craft/Mick McConnell/Steve Pinnell/Terry Uttley)
Why (Martin Bullard/Mike Craft/Mick McConnell/Steve Pinnell/ Terry Uttley)
Tomorrow (Jimmy Swarbrigg/ Tommy Swarbrigg/Mike Craft/ Mick McConnell/Steve Pinnell)
Mistral Wind (Terry Uttley/Martin Bullard/Jimmy Melton)
Endless Way (Joerg Alfter/Juergen Hallfell)
Midnight Train (Martin Bullard/Mike Craft/Mick McConnell/Steve Pinnell/ Terry Uttley)
Hot Lovin’ (Dillie/Marcos/Dyke)
A Million Conversations (Martin Bullard/Mike Craft/Mick McConnell/Steve Pinnell/ Terry Uttley)
African Nights (Mike Craft/Patrick Macdonald)
Broken Hearts (Dave Major/Mick McConnell)
Home Is Anywhere You Are (Michael Jay)
Josephine (Mike Craft/Patrick Macdonald)

 

 
© 2001 MusikLinien