Forsiden.
 


Artikler
Oversigt
CD udgivelser
CD anmeldelser
Sladder om de kendte
Nyheder musik/film

Musik
Lediglisten
Solo
Duo
Trio/Band
Underholdning
Musik og tekst

Grejnyt
Tests
Gode råd
Artikler
Pressemeddelelser
Nyheder
Brugtbixen

Arrangementer
Demo'er
Kurser
Møder
Spillesteder

Links/grej
Musikforhandlere
Importører
Lys
Midifiler/Styles

Links/andetBooking
Pladeselskaber
Studier
Forlag
DMF
Musikerklubben
Hitlister
Radioer
Steder på nettet

Kontakt
Priser
Musikertilmelding
Bestilling af Link
Skriv til os

 

 

 

 

Pressemeddelelse

To slemmer piger


Med på en kigger

Nu kan hele Danmark komme "Med på en kigger" i hjemmebiografen. Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt udsender deres populære show på dvd/video. I dette interview fortæller de om deres enestående venskab og samarbejde, alvoren bag humoren - og om at turde være grim.

Af Peter Hartung

Der er mere end hyggeligt hjemme hos Søs Egelind, der opvarter med te og æblemost på sit landsted i Nordsjælland. Her bor den ene halvdel af Danmarks førende kvindelige humorister, blot et stenkast fra den anden halvdel, Kirsten Lehfeldt.

Deres hverdag ligner andre menneskers. Mand, børn og husdyr. Men alligevel vil det være en underdrivelse at kalde Søs og Kirsten helt almindelige.

Når de står på en scene sammen, forvandles de nemlig til to "slemmer piger", for at blive i jargonen fra sangnummeret, der afslutter deres ualmindeligt populære show "Med på en kigger". Sammen er de uforskammet frække, når de hudfletter danskerne og danskheden. For man skal ikke tage fejl af humoren hos Søs og Kirsten; den er altid funderet i virkeligheden.

"Med på en kigger" showet har samlet fuldt hus 70 gange i hele landet. Det er satire i topklasse, og hele showet udsendes nu i en redigeret og udvidet version på dvd/video, så alle kan nå at opleve de to komikere folde sig ud i de utallige roller, som er udviklet gennem årene. De trofaste fans vil genkende nogle af personerne fra tv-serien "Kongeriget", mens andre er skabt til showet.

Men Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt understreger, at de ikke ønsker at gøre nogen til grin. Man skal ikke grine af deres persongalleri - man skal grine med dem og af sig selv. For hver og én af personerne er skabt ud fra noget, de to skuespillere har oplevet i deres dagligdag.

"Alle vores personer står for nogle holdninger, vi har mødt hos rigtige mennesker. Og mærkeligt nok holder vi af alle de personer, vi fremstiller. Måske fordi vi selv har en rem af huden af det, alle vores personer udtrykker. Vi tager udgangspunkt i virkelighedens typer og forstørrer dem groft op. Og der er jo en grund til, at de er blevet, som de er," forklarer Kirsten Lehfeldt.

Den alvorlige humor

Søs og Kirsten har svært ved at definere deres kernepublikum. Der kommer alle mulige mennesker til deres shows, som kører for fulde huse overalt i landet. Og det er faktisk imponerende, når man tager i betragtning, at komikken er sofistikeret voksenunderholdning.

Der lefles ikke for nogen, og pointerne skæres ikke ud i pap hos Søs og Kirsten. Alligevel har de to komikere et stort og trofast publikum, som holder ved.

"Også selv om der er gået fem år fra vores forrige show til det nye show. I mellemtiden har vi bl.a. haft travlt med at lave Kongeriget. Og den slags tager altså tid at lave, når man ikke bare vil lave skæg og ballade. Vi har forsøgt at lave det ultimative show, som handler om noget hele vejen igennem. Og det har været sindssygt skønt at få feedback fra publikum. Vi har virkelig været selvfede over det," lyder det fra en glad Søs Egelind.

Hvis publikum morer sig, kan man være forvisset om, at de to aktører på scenen har det mindst lige så sjovt sammen. For dem er mødet med danskerne desuden en udmærket omgang research, når de skal indsamle idéer og tanker til senere brug i deres veludviklede satiremaskine.

"Vi kommer jo ud til alle samfundslag, når vi turnerer. Det er positivt i forhold til at holde sig selv i live som menneske, at man engang imellem møder sit publikum, siger Kirsten Lehfeldt.

"Ja, og vores hovedbudskab i showet har også været, at vi alle sammen skal have lov til at være her. Vi danskere skal turde vise andre noget mere kærlighed og droppe småligheden. Vi mener, der er plads til alle. Tager vi tøjet af, ser vi ens ud - sådan da," siger Søs Egelind.

I et af showets numre ser man således et par selvoptagne danske campister, der har fundet et fællesskab ved at rakke ned på alt og andet, der ikke er som dem. Søs og Kirsten vil gerne vise, hvordan kedsomheden kan føre til manglende tolerance over for andre.

Veninder og kolleger

Man skal ikke tilbringe ret mange minutter sammen med Søs og Kirsten for at forstå, at her er tale om et nærmest symbiotisk forhold mellem mennesker, der tænker næsten ens.

"Vi har den samme sygelige...," starter Søs.

"...trang til at perfektionere," fortsætter Kirsten.

Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt mødte hinanden i 1982 under teaterprøverne på "Lærenemme Rita", og to år senere lavede de for første gang satire sammen, da de medvirkede i KLIKK på DR TV. Og det sagde netop "klik" mellem dem, som når to maskindele passer sammen.

Under tv-optagelserne fandt Søs og Kirsten ud af, at de ville lave revy sammen. Og siden har det ene samarbejde afløst det andet: Århus Revyen, TV2's julekalender for voksne, Jul i den gamle trædemølle, hvor Flemming og Berit var i centrum, og så videre.

"Helt grundlæggende er der en kemi mellem os, som man ikke kan købe sig til. Vi bruger for eksempel aldrig tid på at diskutere, hvordan noget skal spilles. Det ved vi bare. Vi tænker uhyggeligt ens, selv om vi er meget forskellige som mennesker," siger Kirsten.

"Vi er forskellige, men har alligevel utrolig meget til fælles. Jeg tror, en del af forklaringen er, at vi har fået omtrent den samme slags opvækst i henholdsvis Skanderborg og Silkeborg. Vi har den samme musikalske opfattelse af ord, lyde og pauser. Og efterhånden er vi vel også vokset ind i hinanden arbejdsmæssigt. Vi har samme humor og tænder på de samme ting," siger Søs.

Humoren hos Søs og Kirsten er ikke baseret på, at man griner af én pointe. Det er situationerne og dialogen, der i sig selv skaber komikken. Og rollefordelingen kommer som regel af sig selv, på samme måde som de to piger instinktivt ved, hvornår det optimale er nået.

Hvilket måske er tilfældet med showet "Med på en kigger". De kræsne kritikere har for nylig belønnet præstationen med Reumert-prisen 2003 for "Bedste Show".

"Og det føles som et ekstra skulderklap med sådan en fin og fornem pris, selv om den kontante afregning jo sker hos vores publikum," siger en glad Kirsten Lehfeldt.

Revy, teater og film

Reumert-prisen kan ses som kulminationen på et usædvanligt, kvindeligt parløb i en branche, hvor det som regel har været mændene, der er løbet med latteren og hæderen.

I juni 1992 præsenterede Søs og Kirsten det første show med egne tekster, Latterens Lange Arm I, der indbragte prisen som "Årets Revyforfattere" ved Revyernes Revy og udnævnelse til "Kongelige Majestæts Acteurs" i Århus. I 1995 fulgte Latterens Lange Arm II og senere Live i Kongeriget, som havde premiere i 1998 i Cirkusbygningen.

Undervejs raffinerede de to kvinder satiren om danskernes vaner og uvaner. Og de seneste fem år har Søs og Kirsten lavet teater og optrådt hos firmaer og foreninger med deres lukkede show. Sideløbende har de produceret nye udgaver af Kongeriget til TV2 - hver gang med en million tv-seere - og gæsteoptrådt hos TV2 Sporten med satire under VM i fodbold i 2002.

Udgivelsen af "Med på en kigger" betyder ikke, at sæsonen nu er slut for Søs og Kirsten. Lige nu kan de opleves med en forkortet version af showet på Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor deres såkaldte Vinterrevy afvikles i perioden 13. november til 13. december.

Og så skilles deres veje i en periode, hvor de begge er involveret i hvert sit projekt. Kirsten Lehfeldt skal spille med i Lotte Svendsens nye film, der har arbejdstitlen "Rejs jer". Og Søs Egelind skal være med i opsætningen af "Hvem er bange for Virginia Wolf?" på Gladsaxe Teater.

"Normalt ser vi jo hinanden hver dag. Sådan har det været i en længere periode. Men nu kommer der så en periode, hvor vi "går fra hinanden" arbejdsmæssigt. Men jeg er sikker på, at så ringer vi sammen hver dag. Og så er det også skønt at have nogle dage, hvor man bare mødes og laver ingenting sammen, hvor vi bare snakker om heste og haven," siger Kirsten.

"Ja, og nogle gange kan det være svært at afgøre, hvor grænserne mellem arbejdet og privatlivet egentlig går. Men det er heller ikke så vigtigt for os," fastslår naboen Søs.

Ingen forfængelighed

Nogle gange placerer man Søs og Kirsten i kategorien "kvindehumor". Men den holder ikke til et nærmere eftersyn, hvis man spørger dem selv.

"Vi kan jo ikke løbe fra, at vi er kvinder. Men vi synes selv, vi laver menneskehumor. Nogle numre vil man måske med rette kunne kalde kvindehumor, men så er der andre numre, der er rendyrket mandehumor. Kongeriget er humor for alle. Mænd og kvinder griner også ofte af de samme ting, men de griner også af forskellige ting," forklarer Søs og Kirsten som med én mund.

Et andet fælles træk er, at de begge blæser på deres udseende, mens de er på scenen. Her skærer de grimasser, som fjerner enhver feminin skønhed fra ansigterne; de er ikke bange for at fremstå grimme, ranglede eller fede; de klæder sig hæsligt og bruger grimme gebisser.

"Vi er jo skuespillere. Og som skuespiller er man sit eget instrument. Man forestiller jo hele tiden en anden, end den man er. Vi faldt blandt andet for hinanden, fordi vi endelig mødte én, der også var komplet ligeglad med sit udseende på scenen," siger Søs Egelind.

"Det ville jo være en begrænsning eller direkte arbejdshæmmende, hvis vi havde den slags hæmninger. Vores personlige forfængelighed må aldrig stå i vejen. Så den slags lider vi ikke af på scenen. Privat er det en helt anden sag," forsikrer Kirsten Lehfeldt.

--- --- ---

Søs og Kirsten - blå bog

Søs og Kirsten fik tidligere på året "Reumert-prisen 2003" for "Bedste Show", tildelt af de danske kritikere. Men det var kun den foreløbige kulmination på deres fælles karriere, der bygger på to individuelle karrierer inden for dansk teater, film, revy, tv og underholdning. Her følger en selektiv oversigt.

Kirsten Lehfeldt (f. 19/12 1952 i Skanderborg). Aar­hus Teaters Elevskole 1973-76, tilknyttet Aalborg Teater 1976-81, freelance sku­espiller i Kbh. fra 1981 på Betty Nansen Teatret, Folketeatret, Det Ny Teater, Nørre­bros Teater, Lorry, Aveny, Privatteatret.

Teater: Mange hovedroller, herunder titelrollen i Piaf, Rita i Lærenemme Rita, titelrollen i Pippi Langstrømpe, titelrollen i Caroline, Rita i Sidste Nat før Kærlighe­den, Winnie i Glade Dage osv. Af andre roller kan nævnes Gertrud i Hamlet og Magdelone i Mascarade.

Musicals: Godspell, Showboat, Blodbrød­re, Oliver Twist.

Revyer: Hjørring Revyen, Cirkusrevyen, tv-revyen Klikk, Århus Revyen, Latterens lange Arm.

Film: Henry i Flamberede Hjerter, Frk. Thomsen i Barndommens Gade, Ditte i Sirup.

TV bl.a.: Maria i Historien om Maria, Digtere på Snoreloftet, Pil i Nissebanden, Børnenes julekalender, Kulsoen i Gøngehøvdingen, Kongeriget (15 satireprogrammer).

Legater og priser bl.a.: Marguerite Vibys Legat, Bodil-Prisen 1987 (for rollen som Henry i Flamberede Hjerter), Det danske Filmakademis Robert (for rollen som Henry i Flamberede Hjerter) 1987, Henkel-Prisen 1988, pris på Festival Europeen de la Premiere Creation Cinema­tographique (for Henry) 1990, LO's Kulturpris 1992, Ingeborg Brahms Mindelegat 1994, Stig Lommers Legat 2000, Liva Weels Mindele­gat 2000, Årets Revykejser 1990, Årets Revy­forfatter (for Latterens lange arm) 1992.

Søs Egelind (f. 13/11 1958 i Silkeborg). Aarhus Teaters Elevsko­le 1979-82.
Vigtigste teaterroller: Suzy i Hotel Baltimore, Rosetta i Roserne Bryder Ud, Monica i Jeg Elsker Min Kone, titelrollen i Lærenemme Rita, Malle i Genboerne, Tivoli-Revyen, Miriam i Det suser i Sassafrasen, Helena i En Skærsommernatsdrøm, Susannah i På Kant med Sengen, Miss Hannigan i Annie, Liz Morden i De Forviste, Claire i Rygter, Rygter, kvinden i Oehlenschlager i Pornobutikken, Dogmerevy 1999, 2000, 2001 og 2002, Mylady i de Tre Musketerer, Glad­saxe Teater, Laura i Miss Plinckby's Kabale.

Vigtigste filmroller: Lis i Kedsomhedens Gåde, Birthe i Et Andet Liv, Fru Blomme i Snøvsen, Eva i Skat, Det Er Din Tur, Majse i Mimi & Madammerne, Lizzie i Den Eneste Ene.

Vigtigste tv-roller: Natuglen, Sonny Souffle Chok Show, Montreux 1988, Berit i Er der mere Kaffe? (TV-2), Katja i Lokkeren (DR-drama) 1990, Berit i jul i den gamle Trædemølle (julekalender, TV-2) 1990, tv-vært og forfatter på Hit med Videoen, Kongeriget (15 satireprogrammer).
Shows: Har forfattet, produceret og medvirket i: Latterens Lange Arm og Latterens Lange Arm 2, Kon­geriget Live i Cirkusbygningen, Med På En Kigger, Cirkusbygningen og landsturne 2003.
Legater og priser bl.a.: Årets Revykunstner 1990, Årets Revykejser 1991, Årets Revyforfatter 1992, Simon Spies Fondens Legat 1997, Årets Jule­mand 1999, Danmarks Værst Klædte Mand 1999, Stig Lommers Legat 2000, Liva Weels Hæders­legat 2000, Skanderborg-festivalens Smuk­fest Pris 2002.

MED PÅ EN KIGGER udkommer 17. november 2003

Søs og Kirstens officielle hjemmeside: www.soesogkirsten.dk


Med venlig hilsen / Best Regards
Stig Ulrichsen
Promotion - CMC Records A/S

 
© 2001 MusikLinien