Forsiden.
 


Artikler
Oversigt
CD udgivelser
CD anmeldelser
Sladder om de kendte
Nyheder musik/film

Musik
Lediglisten
Solo
Duo
Trio/Band
Underholdning
Musik og tekst

Grejnyt
Tests
Gode råd
Artikler
Pressemeddelelser
Nyheder
Brugtbixen

Arrangementer
Demo'er
Kurser
Møder
Spillesteder

Links/grej
Musikforhandlere
Importører
Lys
Midifiler/Styles

Links/andetBooking
Pladeselskaber
Studier
Forlag
DMF
Musikerklubben
Hitlister
Radioer
Steder på nettet

Kontakt
Priser
Musikertilmelding
Bestilling af Link
Skriv til os

 

 

 

 

Pressemeddelelse

Tilbage til rødderne - Tamra Rosanes

På sit nye album ”Over The Ocean” søger Danmarks ukronede country-dronning Tamra Rosanes tilbage til de sange, hun er vokset op med. De fleste af sangene er skrevet i Europa, hvorfra de rejste over Atlanten og fulgte indvandrerne til USA. Det er sange, som de fleste danskere kender. Nu fører Tamra Rosanes sangene tilbage til os – over havet.

Af Peter Hartung - Fotograf: Dennis Stenild

Hvis der er ét navn, der er forbundet med country-musikkens opblomstring i Danmark, er det Tamra Rosanes. Den amerikanskfødte sangerinde har lige siden hun kom til Danmark i 1972 forsøgt at åbne danskernes øjne for roots- og countrymusikkens mange fine kvaliteter.

Og man må sige, at projektet er lykkedes. Med en stribe af fine, velproducerede countryplader har Tamra Rosanes formået at bringe countrymusik ind i danskernes musikalske bevidsthed – og sågar ind på top 10 på de danske albumhitlister.

Tamra Rosanes er Danmarks ukronede countrydronning.

Og nu er hun klar til at åbne vores øjne og ører for en anden vigtig del af den musikalske arv, hun har taget med sig over Atlanten til sit nye moderland: Folk musikken.

Den 5. juli 2004 – dagen efter USA’s uafhængighedsdag – udsender Tamra Rosanes et nyt studiealbum, ”Over The Ocean”, som indeholder hendes dybt personlige fortolkninger af 12 amerikanske folkesange. Sange, som Tamra Rosanes er vokset op med. Og som hun først nu – med over 30 års musikalsk erfaring som ballast – har vovet at prøve kræfter med.

”Sangene er simpelthen en del af den amerikanske kulturarv. Hver gang jeg skal have afklaret noget i mit liv, finder jeg guitaren frem og synger de her vidunderlige gamle sange, som betyder utrolig meget for mig personligt. Jeg har drømt om at indspille de her sange, lige siden jeg debuterede som folkesanger i Vise Vers Huset i Tivoli i 1972,” forklarer Tamra Rosanes.

Af titlerne på det nye roots-album kan nævnes ”My Bonnie Lies Over The Ocean”, ”Red River Valley”, ”Old Folks At Home (Swanee River)”, ”There Is A Tavern In The Town”, ”Greensleeves”, ”Midnight Special” og ”Where Have Alle The Flowers Gone”.

Over havet og retur

Nogle af titlerne nikker man som dansker genkendende til, mens andre af sangene kendes i deres europæiske eller danske version, f.eks. som børnesange eller viser.

”Det sjove er netop, at mange danskere kender sangene i forvejen, uden at være bevidst om det. Når jeg spiller sangene, nikker folk som regel genkendende til melodierne. Det skyldes formentlig, at de fleste af sangene oprindeligt er opstået i Europa, hvorfra de har taget turen til USA. Nu fører jeg dem så tilbage over havet til danskerne,” siger Tamra Rosanes.

”Det har været utrolig svært for mig at udvælge de 12 numre til pladen. Jeg startede med at indspille demoversioner af 50 sange. Og det har været svært for mig at vælge fra. det endte med, at jeg koncentrerede mig om american folk songs, mens der ikke blev plads til de religiøse sange, de såkaldte spirituals. Så måske er der materiale til et nyt album senere!”

”Over The Ocean” er dels indspillet i København, dels i Oslo, hvor Tamra Rosanes håndplukkede nogle studiemusikere, der normalt spiller sammen med norske Bjørn Eidsvåg.

Netop derfor mener Tamra Rosanes, at hendes fortolkninger af sangene har et tydeligt nordisk præg, hvor specielt de norske musikeres soundscapes giver pladen en helt speciel lyd, samtidig med at Tamra Rosanes har forsøgt at være så tro mod de oprindelige sange som muligt.

”Jeg har forsøgt at være tro mod sangenes ånd, men samtidig har vi tilført dem noget nordisk. Det er blevet en rigtig folk plade, men for mig er folk og country meget nært beslægtet. Og man skal bestemt ikke tro, at jeg har skiftet musikalsk spor. Mit næste album bliver et funky country-album med en stemning a la Dixie Chicks,” afslører Tamra Rosanes.

Har to fædrelande

Man fornemmer tydeligt – ikke blot på hendes charmerende dansk med amerikansk accent – at Tamra Rosanes står med ét ben i hver lejr, på hver side af Atlanten. Halvt dansk, halvt amerikansk er sangerinden, der har levet over halvdelen af sit liv blandt danskere.

”I dag føler jeg mig mindst lige så dansk som amerikansk. Jeg føler mig allermest dansk, når jeg er i Amerika – og mest amerikansk, når jeg er i Danmark! På den måde har jeg to hjemlande. Men når det gælder fodbold og anden sport, holder jeg altid med Danmark – og råber lige så højt foran skærmen som alle andre danskere,” afslører Tamra Rosanes.

Hun er født og opvokset i en lille bjergflække i staten New York, ikke langt fra den amerikanske folkemusiklegende Pete Seegers hjem. Som ung studerende påmønstrede hun hans miljøskib ”Clearwater”, hvor det blev til 14 uforglemmelige dage som besætningsmedlem i en god sags tjeneste – med masser af musik og et personligt møde med Seeger.

På ”Over The Ocean” synger Tamra Rosanes sin helt personlige udgave af Pete Seegers ”Where Have All The Flowers Gone” – og netop den sang betyder meget for hende.

”Det er en af de mest fantastiske fredssange, der nogensinde er skrevet. Den er aktuel nu, som den desværre altid vil være det, så længe der er krig i verden. Pete Seeger har jeg et meget personligt forhold til fra min opvækst, få kilometer fra hans hjemby ved Hudson Floden. Jeg stammer fra et rigtigt folkemusikmiljø, og for mig er det noget ganske særligt at indspille et album med alle de sange, jeg sang dengang,” siger Tamra Rosanes.

Melankolske sange

”De fleste af sangene på albummet er melankolske og sørgmodige. Det er nogle meget sentimentale sange, hvoraf en enkelt, ”Greensleeves”, har rødder helt tilbage til 1500-tallet. Sangene er i gennemsnit 200 år gamle. Der er mange tårepersere på albummet, og følelserne er hele tiden i højsædet,” forklarer Tamra Rosanes.

”Men der er også blevet plads til nyere sange fra 1960’erne. Mange af sangene er opstået i England, Irland og Skotland, hvorfra de har rejst over havet til USA med de første indvandrere. Siden har de så krydset USA og rejst med folk til Vesten. Generation efter generation har lært disse sange af deres forældre, og undervejs har sangene ændret sig – og fået nye tekster.”

Man fornemmer tydeligt, at Tamra Rosanes har brugt masser af tid og kræfter på at studere sangenes historie. Faktisk ved hun så meget om den traditionelle amerikanske folkemusik, at hun til efteråret skal ud og holde foredrag om emnet.

Der knytter sig en spændende historie til hver eneste af sangene på det nye album. Og Tamra Rosanes fortæller gerne disse beretninger fra musikkens udviklingshistorie.

”Sangen ”Old Folks At Home” handler tilsyneladende om en sort slave, der synger om sin dejlige tilværelse. Men sangen er fra slutningen af 1800-tallet, hvor den er skrevet til et af de berygtede ”minstrel shows”, hvor hvide klædte sig ud som sorte og faktisk gjorde nar af den sorte kultur. Det er en vigtig baggrund, som kun kendes af få. Men grunden til, at sangen har overlevet, er at det samtidig er en smuk sang, der handler om barndomsminder,” forklarer Tamra Rosanes.

Hun tilføjer, at det er hendes håb, at endnu flere danskere vil droppe deres sidste rest af fordomme om folk- og country, så musikken kan opnå samme popularitet som i USA.

”Over The Ocean” er et godt sted at starte, hvis man vil kende musikkens rødder.

Albummet er på gaden straks efter USA’s uafhængighedsdag den 4. juli, hvor Tamra Rosanes er indbudt til at synge den amerikanske nationalmelodi ved Rebild Festen.

- - -

Tamra Rosanes – biografi:

Tamra Rosanes er født i og opvokset i staten New York, USA. Hun til Danmark i 1972 og debuterede senere samme år som solist i Vise Vers Huset i Tivoli.

Op igennem 1970’erne optrådte hun live og indspillede plader med forskellige grupper, heriblandt vokalgruppen Flair (med blandt andre Sanne Salomonsen) og countrybandet The Pack (med Niels Tuxen). Flair indspillede tre albums med Hank B. Marvin (The Shadows) som producer.

I 1980’erne var Tamra medlem af bigbandet Blast og sang desuden kor for mange af tidens store navne – bl.a. Thomas Helmig og Nanna. Hun medvirkede i rockmusicalen ”Hair” og siden i rockoperaen ”The Odyssey”. I 1985 vandt hun sangkonkurrencen ”Husets Rock Grand Prix” med sin sang ”Mean Streak”. I 1989 startede hun countrybandet One Night Stand Band.

Op gennem 1990’erne skabte Tamra Rosanes sig et ry som ”Danmarks ukronede country-dronning” med en stribe af flot producerede roots- og countryplader. I 1999 indspillede Tamra albummet ”Pleasure & Pain”, som bl.a. indeholdt en duet med stemmen bag Dr. Hook - Dennis Locorriere.

I 2001 dannede Tamra supertrioen Cowgirls sammen med Sanne Salomonsen og Lis Sørensen, og året efter udgav hun soloalbummet ”Country Party” med nyfortolkninger af kendte country klassikere. Albummet røg direkte ind på en 7. plads på Danmarks Officielle Hitliste.

Gennem karrieren har Tamra Rosanes sunget kor på omkring 500 album. Gennem de sidste ti år har hun turneret intensivt - både med band og duo. Hun har optrådt på store festivals i Danmark (Roskilde og Midtfyn) og i Europa. Tamra har desuden været en aktiv sangskriver - på både egen projekter og for andre artister. Hun har skrevet tekster til bl.a. Niels Lan Doky, Michael Learns to Rock, Tommy Kšrberg, Maria Montell, Sanne Salomonsen, Ming Doky, Cæcilie Nordby, Bo Stief, Bamse, Dario Campeotto, Zindy Kuku Boogaloo og Cowgirls. Tamra har desuden skrevet sange i samarbejde med bl.a. Rick Giles, Layng Martine Jr., Brant N. Miller, Ivan Pedersen, Poul Krebs og sønnen Noah Rosanes, der selv er en talentfuld musiker.

Tamra Rosanes – diskografi:

”Flair” (1976 Basf)
”Stop, Look And Listen”, med Flair (1977 Metronome)
”Pick Up The Pack, med The Pack (1978 Sonet)
”Tamra 22” (1987 Harlekin)
”Gentle Fire” 1991 (EMI/Medley)
”Good Times” (1992 EMI/Medley)
”Footloose” (1993 EMI/Medley)
”Countryroots” (1995 EMI/Medley)
”With Strings” (1996 EMI/Medley)
”Pleasure And Pain” (1999 CMC Records)
”Like I Like It” (2000 CMC Records)
”Girls Night Out”, med Cowgirls (2001 EMI/CMC Records)
”Country Party” (2002 EMI/CMC Records)
”Cowgirl In Love” (2003 EMI/CMC Records)
”Feeling Like Sunshine”, med Peter Belli & Zididada, skrevet til det kongelige bryllup (2004 CMC Records)
”Over The Ocean” (udkom den 5. juli 2004)

Tamra Rosanes – hjemmeside:
www.tamrarosanes.dk

 

 
© 2001 MusikLinien