Forsiden.
 


Artikler
Oversigt
CD udgivelser
CD anmeldelser
Sladder om de kendte
Nyheder musik/film

Musik
Lediglisten
Solo
Duo
Trio/Band
Underholdning
Musik og tekst

Grejnyt
Tests
Gode råd
Artikler
Pressemeddelelser
Nyheder
Brugtbixen

Arrangementer
Demo'er
Kurser
Møder
Spillesteder

Links/grej
Musikforhandlere
Importører
Lys
Midifiler/Styles

Links/andetBooking
Pladeselskaber
Studier
Forlag
DMF
Musikerklubben
Hitlister
Radioer
Steder på nettet

Kontakt
Priser
Musikertilmelding
Bestilling af Link
Skriv til os

 

 

 

 

Pressemeddelelse

 

Når brødre er bedst - Bellamy Brothers

The Bellamy Brothers fejrer 30 års hitmageri med at udgive deres bedste country-sange i Danmark. David og Howard Bellamy er ikke bare brødre. De er også venner og bor sammen på en ranch, og så er de vilde med Danmark

Af journalist Rie Nielsen

I et sceneri som fra en vaskeægte cowboyfilm med muskuløst kødkvæg, quater-heste, krogede, gamle ege, blomstrende myrtel-buske og frugttræer bor de to verdensberømte countrystjerner David og Howard Bellamy.

Stedet er Florida, nærmere bestemt et lokalitet kaldet Darby lige nord for Tampa.

Det er altså en vaskeægte ranch, der er rammen om de to Bellamy-brødres daglige liv. Og de er ikke alene. På ranchen, som har været i familiens eje i 150 år, bor også brødrenes gamle mor Frances samt familiens yngste skud på stammen, tredje generation af de berømte Bellamys.

Og netop familiesammenholdet er noget af det, der har givet de to brødre succes, mener den ældste bror Howard, der er fyldt 60 år.

- Det taler næsten for sig selv, når vi har kunnet holde ud at bo og også arbejde sammen i 30 år. Det gør man ikke uden at være venner, slår Howard Bellamy fast.

Og heller ikke uden gode forældre, mener den erfarne countrysanger.

- Det, at vi voksede op på en ranch, betød, at vi lærte at arbejde sammen. Vores forældre lærte os, at der var nogle ting, der skulle gøres, og de forventede, at vi gjorde det. Det var dengang, der stadigvæk var noget, der hed disciplin, siger Howard Bellamy og slår en latter op.

Men han understreger, at det samtidig har været de to brødres held.
- Vi ser os selv om et par rigtigt heldige fyre. Og hele vores succes er vores forældres fortjeneste. Hvis vi ikke på det tidlige tidspunkt havde lært, hvordan man klarer sig selv, så var vi ikke blevet det, vi blev, forsikrer Howard Bellamy.

Jorden rundt
Det, de blev, var verdensberømte.
The Bellamy Brothers slog hul i lydmuren til Europa for præcis 30 år siden i 1976 med kæmpehittet ”Let Your Love Flow”. Der findes ikke mange voksne danskere, der ikke kan nynne med på den. Det samme gælder ”If I Said You Had A Beautiful Body” (Would You Hold It Against Me) fra 1979.

Nu har The Bellamy Brothers i anledning af jubilæet udgivet deres bedste countrysange på cd i Danmark, hvor netop de to førnævnte hits optræder sammen med 16 andre som første gang udkom i tidsrummet 1976-1988. Det nyeste hit er ”Santa Fé”. I tilgift får cd-køberen en dvd med koncertoptagelser fra Schweiz, England, Italien, Tyskland, Japan, Australien, Norge og Ny Caledonien. Den viser med al tydelighed, at The Bellamy Brothers har fans all over the world.

Gospel, reggae og country
Men selv om Howard Bellamy er taknemmelig for vilkårene i sin opvækst, ligger der nu også noget andet til grund for brødrenes succes. Nemlig en enestående evne til at skrive sange, der hitter. Selv om det nu også har noget med ranch-livet at gøre, som storebror Bellamy påpeger.
- Som alle andre har vi heller ingen formular for, hvordan man skriver et godt hit. Men vi er så heldige, at vi har kombinationen af at være vokset op i Syden (det sydlige USA / Red.), der har en anderledes mere tropisk lyd end andre steder. Samtidig er der noget irsk og noget reggae i lyden hernede. Vi er så heldige, at vi har fået de melodier og harmonier, altså den lyd ind fra barnsben, som stammer herfra.
Det hører også med til historien, at David og Howard som så mange andre små amerikanske drenge i sydstaterne begyndte deres sangkarriere uden for hjemmet med at synge i gospelkor.
- Jeg tror, vi har formået at blande countrylyden netop med et touch af noget irsk og noget fra gospeltraditionen, der gør, at vi har fået vores helt egen lyd. Overalt hvor man hører vores sange, er ingen i tvivl om, at det er The Bellamy Brothers. Det er den særlige lyd, der har arbejdet for os over hele verden. For det er åbenbart en international lyd, men vi ved ikke præcis hvorfor, erkender Howard Bellamy.

Hvis man skal tro den aldrende countrystjerne, så skyldes også det rent held. Ligemeget hvad Howard Bellamy siger, udstråler han konsekvent, at han er den heldigste mand på jorden. Og han er taknemmelig for det. Livet på landevejene og i koncertsalene har ikke givet ham nogen som helst stjernenykker. Det har der ellers været rig mulighed for. Til dato har The Bellamy Brothers givet flere end 5000 koncerter og indspillet 40 albums.

Slanger og edderkopper
Det hele begyndte næsten et helt årti før gennembrudet i 1976, nemlig i 1968, da brødrene optrådte til The Rattlesnake Roundup i San Antonio i Florida sammen med deres far, som har givet dem deres grundlæggende kærlighed til musik. Siden fulgte en tid, hvor de to unge brødre fik trænet og forfinet deres evner som sangere og musikere ved at spille jobs overalt i det sydlige USA og ved at synge kor for stjerner som Percy Sledge, Eddie Floyd og Little Anthony & The Imperials.
Imidlertid var lillebror David Bellamy meget optaget af selv at skrive sange. Han har fortalt, at det nærmest var et drug for ham. Og det skulle vise sig at være givtigt, for det var med Davids første hit ”Spiders & Snakes”, at brødrene slog igennem. Dette hit bragte brødrene direkte ind på den estimerede musikscene i Los Angeles, hvor de unge brødre blev en del af de musikalske cirkler, de dengang allerstørste, amerikanske sangskrivere bevægede sig i. Nemlig kapaciteter som Bob Dylan, James Taylor og Van Morrison samt West Coast-baserede country-rock-grupper som Poco og The Byrds.

En lind strøm af love
Men det helt store gennembrud kom altså i 1976 med ”Let Your Love Flow”, der lå på hitlisterne verden over længe nok til at danne grundlag for en enorm, international fanskare. På den tid var det andre berømte herrer som The Doobie Brothers og The Beach Boys, som Bellamy-brødrene delte scener med. Og internationalt var The Bellamy Brothers’ fans nærmest umættelige. Det er derfor på de 30 år blevet til flere end 25 forskellige sange med hitlisteplaceringer i Europa, altså i gennemsnit cirka én om året.
Måske bliver det til endnu flere, for The Bellamy Brothers er ikke sådan at stoppe, bare fordi de har haft en musikalsk karriere, der er længere end de flestes.
- Så længe vi har vores gode helbred, bliver vi ved. Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at gøre det. Hvis vi stopper med at lave musik og spille koncerter, kan vi lige så godt lægge os til at dø, for så går livet simpelthen i stå, forudser Howard Bellamy.

Så der vil stadig flyde strømme af kærlig musik fra Florida til fans over hele verden. Også til Skandinavien, hvor brødrene har holdt mange koncerter gennem årene. Og hvor de altså nu har udgivet en cd, der gør status over de første 30 hit-år i Bellamy-brødrenes karriere.

Danmark dejligst
- Vi elsker at komme til Skandinavien. Og jeg holder især meget af Danmark, afslører Howard Bellamy.
- Danmark minder nemlig på mange måder om Florida. Det er fladt og frodigt, og der er nemt at komme rundt. Og så har I sådan nogle skønne gårde. Dem kan jeg virkelig godt lidt at kigge på, for mit hjerte banker jo selv for landbruget, fortæller han endnu engang med taknemmelighed over sit held i stemmen.
Jo, Howard Bellamy er en heldig mand. Det samme er hans lillebror David. Men der er nu ingen, der kan påstå, at de er kommet sovende til deres held.

The Bellamy Brothers
- Our best Country Songs

Track-liste:

1: Let Your Love Flow
2: If I Said You Had A Beautiful Body
3: Sugar Daddy
4: Dancin’ Cowboys
5: Lovers Live Longer
6: Do You Love As Good As You Look
7: For All The Wrong Reasons
8: Redneck Girl
9: I Need More Of You
10: I’d Lie To You For Your Love
11: Crazy From The Heart
12: Old Hippie
13: Big Love
14: Feelin’ The Feelin’
15: When I’m Away From You
16: You Ain’t Just Whistlin’ Dixie
17: Kids Of The Baby Boom
18: Santa Fé

 
© 2001 MusikLinien