Artikel Af Klaus Kjellerup Danser med Drenge

Jeg vil lige forklare, hvordan en professionel dansk musiker og sangskrivers liv i 2002 ser ud, da det virker som om, de fleste her ikke ved det:

Jeg er sangskriver. Jeg skriver sange på dansk. Det har jeg gjort siden jeg var dreng. Og jeg har i løbet af de sidste 25 år levet af det, fordi mange folk gerne ville høre mine sange. Jeg tror ikke jeg har levet bedre end gennemsnittet - men jeg har levet OK.

Det kan jeg ikke mere. Og det er ikke kun mig personligt, for mine kolleger (også de yngre) kan heller ikke. Man får ikke penge for at skrive en sang. Man får først penge for en sang, når den bliver spillet (fx. i radioen) - eller hvis den bliver sat på en CD, som bliver solgt. Hvis sangen ikke bliver solgt (men kun kopieres) tjener man intet.

Denne præmis har jeg arbejdet under i mit arbejdsliv i 25 år, og det har været OK. Der har været år, hvor det er gået godt - og år, hvor det er gået dårligt. Men jeg har altid haft en fornemmelse af, at hvis jeg strammede balderne og skrev gode sange, så kunne jeg klare den økonomisk. Den fornemmelse har jeg ikke mere.

Dette skyldes, at mange folk ikke længere anser musik for at være noget, de gider betale noget for. Musik, særligt i et lille land som vores, er på vej til at blive noget amatører beskæftiger sig med i deres fritid. Det vrimler nu med kopi-orkestre, som spiller andre musikeres sange, også mine - det er for så vidt en stor ære, men de gør det ikke bedre end vi selv gør, bestemt ikke. Og de gør det næsten gratis. Det kan de gøre, fordi de har jobs ved siden af. Og det foretrækker publikum åbenbart: Musik, de kender - udført af nogen, der gør det på hobbybasis, og derfor gør det billigere.

Jeg kunne måske godt tage job ved siden af musikken (hvis nogen ville ansætte mig). Og gå op på at arbejde 100 timer om ugen. Men jeg vil ikke mere kunne skrive gode sange, hvis jeg skal have job ved siden af, for det kan ikke lade sig gøre. Sådan er vilkårene for mine sangskriver-kolleger også.
Før i tiden (før CD-bræder & downloads) var det sådan, at hvis folk ville høre min musik, så måtte de købe den (eller låne den) - nu kan de blot kopiere musikken, uden at betale os ved fx. at købe vores CD'er.

Er det så ikke bare fordi, folk ikke gider høre nogen gamle tosser som os mere? Nej. Det gælder også vores yngre kolleger. Jeg kan se på vores orkester Danser med Drenge (som spiller min musik), at der er en meget stor interesse for vores musik. Folk strømmer til vores koncerter - det er herligt :-) - vi knokler med selv at booke koncerter, vi har vores eget pladeselskab, vi bruger vores website til at promovere os selv, vi forsøger at sælge CD'er ved koncerterne. Vi knokler hårdere end nogensinde før - vi har det sjovt, mens vi gør det - og vi klynker ikke.

Men økonomien er ikke længere så god. Faktisk er den dårlig. Jeg er den eneste i vores orkester, der lever af musik på fuldtid - de andre har alle jobs ved siden af. Er det så fordi vi har en dårlig forretningsmodel? Det tror jeg ikke. Vi gør det bedre end mange andre, som allerede har givet op - og vi har indtil videre gjort det bedre end den store gruppe af vores kolleger, som stadig afventer, at nogen skal komme og finansiere deres ventende albums - gode danske sange, som måske aldrig vil blive udgivet.

I år har vi fx. spillet på Plænen i Tivoli for 12.000 mennesker, vi har haft udsolgte huse på spillestederne i de store byer. Vi samler flere mennesker end Suede, når vi spiller samtidig med dem på Skanderborg Festivalen. Vi hører til blandt de største navne på musik-scenen for tiden, selv om det måske ikke lige fremgår af pressen. Men alligevel kan vores aktiviteter ikke brødføde mere end én person. Sådan er vores vilkår i dag. Er det nu ikke underligt?

Dette skyldes, at folk i DK ikke længere vil betale for musik. Fordi musik er blevet noget man kan få gratis. Det hjælper ikke de andre, at vi træder ned fra scenen. De nye unge, som skal stå der i stedet for os vil have samme vilkår. Der findes endnu ingen anden forretningsmodel, der giver overskud (selv om det er lille), end den vi benytter.

Indtil en ny forretningsmodel viser sig, prøver jeg at fortælle folk, at det er musikerne de rammer, når de ikke vil betale for musikken. De store pladeselskaber, som alle hader, de er ligeglade - de har forlængst lagt organisationerne om, og sælger nu spil, bøger & tomme CD'er.

Jeg beder ikke nogen om at købe musik, de ikke ønsker at høre. Jeg beder dem om at tænke på musikerne & sangskriverne, når de forbruger musikken - og ikke kun fokusere på at få tingene gratis.

Tak for Jeres opmærksomhed.

Klaus Kjellerup - komponist & musiker